Tilbage til nyhedsliste

Grænselandet begræder Brexit

24. juni 2016

"Britisk farvel til EU svækker Europa. Det er ærgerligt!", skriver Lars Harms, formand for SSWs landdagsgruppe, efter Storbritannien har besluttet at forlade EU. Også Slesvig- Holstens Europaminister Anke Spoorendonk begræder Brexit. 

”Jeg ærgrer mig dybt over denne afstemning, da vi med Storbritanniens farvel mister en af vores vigtigste europæiske partnere hvis betydning for den økonomiske styrke og udenrigspolitiske handlekraft for det europæiske projekt er ubestridt”, siger Anke Spoorendonk. 

Hun mener, at afstemningen er en påmindelse om, at de tilbageværende lande i EU i fremtiden skal anstrenge sig endnu mere for at vinde tilliden hos EU's borgere tilbage.  

”Vi skal styrke sammenholdet i EU for at forhindre, at den britiske afstemning bliver en model for lignende initiativer i andre medlemslande”, siger hun.

Tysklands udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier udtrykte også beklagelse over afstemningen i Storbritannien.

”Nyheden fra Storbritannien er sandsynligvis nedslående. Det ser ud til at blive en trist dag for Europa og Storbritannien”, skriver den tyske udenrigsminister på Twitter.