Mød Grænseforeningen på Kulturmødet
Sæt allerede nu kryds i kalenderen den 25.-27. august. Kulturmødet på Mors inviterer til to døgn med oplevelser, debat og refleksion om kunst og kultur. Grænseforeningen er med for første gang og sætter fokus på mindretalskultur, grænselandet og danskhed.
Kulturmødet på Mors er en folkelig kunst- og kulturfestival, der finder sted for fjerde år i træk. Sidste år tiltrak Kulturmødet 17.000 deltagere, og der var sat godt 230 debatter, samtaler og kulturelle oplevelser på programmet.
I år stiller Kulturmødet det overordnede spørgsmål ”hvor er Danmark?”, der lægger en ramme om temaer som bl.a. grænsers rolle for kunst og kultur, kulturmødet med flygtninge og indvandrere samt den nye Danmarkskanon. Det er temaer, der passer godt til det, Grænseforeningen vil, forklarer foreningens generalsekretær Knud-Erik Therkelsen.
”Grænseforeningen tager til Mors, fordi vi vil gøre det danske mindretal synlig i hele Danmark. En måde at oplyse om mindretallet på er gennem personlig dialog, og det er jo oplagt på et folkeligt møde som det på Mors, der selv lægger fokus på grænseland og kulturarv”, siger han.
På Kulturmødet inviterer Grænseforeningen til debat om det danske og det tyske mindretals kulturelle mærværdi med Anke Spoorendonk, minister for kultur, Europa og justits i Slesvig-Holsten for mindretalspartiet SSW, Hans Heinrich Hansen, tidligere formand for den europæiske mindretalsorganisation FUEN og det tyske mindretal samt Jeppe Pers, kommunikationsmedarbejder i det dansk-tyske Interreg-sekretariatet i Kruså, der selv er fra det danske mindretal.
Debatten foregår fredag den 26. august fra kl. 13:30-14:45 i Værket sal 2. Ordstyrere er Per Erik Veng, presse- og kulturråd på den Danske Ambassade i Berlin og Knud-Erik Therkelsen.
Derudover inviterer Grænseforeningens Kulturmødeambassadører og Elevambassadører til dialog, om hvor dansk man skal være for at være dansk nok. Det foregår lørdag den 27. august fra kl. 11-12 ligeledes i Værket sal 2. I løbet af Kulturmødet vil de to ambassadørkorps endvidere arrangere en række happenings.
Læs mere om kulturmødet på www.kulturmoedet.dk