Tilbage til nyhedsliste

Ny bog om Sydslesvig

1. september 2016

Forfatteren Kristian Ditlev Jensen, der tidligere har skrevet en rost bog om Sønderjylland, har nu begået endnu en bog om Sydslesvig.

Sydslesvig. Steder og mennesker hedder bogen, der er fyldt med forfatterens egne fotos og en række historiske billeder for at forklare den meget komplekse landsdel.

Bogen, der er lavet i et samarbejde med og støttet af Grænseforeningen via Sydslesvigudvalget, er en bestræbelse på at samle hele Sydslesvig, skriver forfatteren i forordet.

”Jeg har prøvet både at give et overblik, så læseren kommer til at forstå, hvad Angel egentlig er for et område samtidig med, at jeg er dykket ned i de mindste detaljer, som har grebet mig, eller som jeg har opfattet som ladet med symbolik og uudgrundelig dybde”, lyder det.

Bogen har fået en fin modtagelse i Flensborg Avis, hvor kulturredaktør Hans Christian Davidsen giver bogen fire ud af seks stjerner:

”Han (Kristian Ditlev Jensen, red.) fascineres af sydslesvigerne, deres lokale forankring og internationale udsyn, og skelner ikke altid så skarpt mellem det danske mindretal isoleret og den tyske flertalsbefolkning i området. Han dykker ikke ned i det institutionaliserede danske mindretal, som elles nok fylder det mest af Sydslesvigs ansigt udadtil…. Man får som med Sønderjyllands-bogen det indtryk, at her er rart at være. Og det er der jo egentlig også”.

Sydslesvig. Steder og mennesker vil blive anmeldt i magasinet Grænsen, der udkommer 13. oktober.

Bogen, der er på 192 sider, udkommer 1. september på Gyldendal. Prisen er 299,95 kr.