Støtten til mindretalsavis skal sikres
Flensborg Avis, der er det danske mindretals avis, skal tilbagebetale godt 3,7 millioner kroner og er fremover ikke berettiget til dansk mediestøtte. Det har medienævnet afgjort. Men det er urimeligt, mener flere politikere, der nu inddrager både kulturministeren og statsministeren i sagen.
Som ansvarlig minister for medienævnet er kulturminister Bertel Haarder (V) blevet kaldt i samråd af alle Folketingets partier på nær Venstre. Meningen er at finde en løsning, så Flensborg Avis også fremover kan modtage mediestøtte, ligesom den hidtil har gjort. Det siger MF og medlem af Sydslesvigudvalget Christian Rabjerg Madsen (S), der har taget initiativet til indkaldelsen.
”Flensborg Avis er en helt særlig avis som modtager støtte fra Sydslesvigudvalget […] og det er den støtte der blokerer for mediestøtten, og det har jo aldrig været meningen, det har aldrig været intentionen med loven”, siger han til TV SYD.
Sagens kerne ligger i medienævnets fortolkning af loven om mediestøtte. Loven, der trådte i kraft i december 2013, fastslår, at medier ikke kan modtage støtte, hvis de er helt eller delvist offentligt ejede. Og medienævnet betragter Flensborg Avis som offentlig ejet, fordi avisen modtager omkring halvdelen af sine indtægter fra Folketingets Sydslesvigudvalg.
På den baggrund kræver medienævnet, at Flensborg Avis tilbagebetaler mediestøtten fra 2015. Fastholdes dette krav, kan det betyde, at hver tredje medarbejder på redaktionen bliver fyret, og så vil Flensborg Avis ikke længere kunne udgives. Det siger avisens chefredaktør, Jørgen Møllekær, til TV SYD.
I et brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som Flensborg Avis citerer fra, skriver Sydslesvigudvalgets formand, Kim Andersen (V), at medieudvalgets afgørelse beror på en meget rigid fortolkning af loven.
Ifølge Kim Andersen skal støtten fra Sydslesvigudvalget ses som kulturstøtte og ikke som driftsstøtte, hvilket medienævnet gør. Desuden er Flensborg Avis et tysk aktieselskab, argumenterer han overfor statsministeren.
”Vi vil derfor fra Sydslesvigudvalgets side opfordre dig til at udvirke, at der hurtigt findes en konkret og principiel løsning for Flensborg Avis, som er i overensstemmelse med Danmarks samlede mindretalspolitiske profil”, skriver Kim Andersen i brevet til Lars Løkke Rasmussen ifølge Flensborg Avis.