Dansk mindretal vil forny sig
Der skal fornyelse til for at sikre det danske mindretal i Sydslesvigs fremtid. Sådan lød hovedbudskabet på Sydslesvigsk Forenings (SSF) landsmøde i Husum i weekenden.
”Mindretallet har stort set ikke ændret sig siden 1864, og vi bliver nødt til at udvikle os for at få de unge med. Lige nu er SSF en forening for de gamle”, sagde formand for SSF i Flensborg, Preben K. Mogensen, ifølge Flensborg Avis, da han som ordstyrer indledte debatten.
Også SSFs landsformand, Jon Hardon Hansen, opfordrede i sin tale til fornyelse.
”Tiden er moden til fornyelse […] Må det lykkes Sydslesvigsk Forenings medlemmer at give mindretallets kulturforening et fremtidsperspektiv, der sikrer vores nationale danske mindretal en fremtid i Sydslesvig, der kan bære det 100 år frem i tiden”, sagde han ifølge Flensborg Avis.
Formanden holdt sin tale for 133 delegerede og en række æresgæster i et fyldt Husumhus. Efterfølgende fremkom de delegerede med flere forslag til fornyelse. Herunder blev nævnt: en nyhedsblog, der styrker kendskabet til Danmark, en Youtube-kanal, der viser koncerter fra Sydslesvig, og at adventsfester i Sydslesvig fremover blev afholdt i fællesskab med nabodistrikter.
Mette Bock, der er bestyrelsesformand i Grænseforeningen, deltog i debatten om fornyelse, og nævnte, at Grænseforeningen Ungdom netop er blevet stiftet.
”De unge vil ikke bare sidde og lytte, de vil handle”, sagde hun.
Jens A. Christiansen, der er generalsekretær i SSF, var enig.
”Det er vigtigt, at vi åbner os for de unge og får de nye forældre med”, sagde han.
Forud for landsmødet var det besluttet, at der skulle nedsættes en tænketank, der skal fremme forandringsprocessen i SSF frem mod 2020. I tænketanken sidder repræsentanter for SSFs forretningsudvalg, SSFs hovedstyrelse og SSFs stående udvalg samt generalsekretæren og foreningskonsulenten.
På weekendens landsmøde blev det offentliggjort, at mottoet for De Danske Årsmøder i Sydslesvig 2017 bliver: ”Fornyelse skal der til”.