Nordiske forfattere gæster grænselandet
Litteraturfestivalen ”OrdFraNord” inviterer fra på onsdag til fire dage med kendte nordiske forfattere i det dansk-tyske grænseland. Søren Ulrik Thomsen åbner festivalen med præsentationer af sine værker på A.P. Møller Skolen i Slesvig og Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig i Flensborg.
På festivalen kan man desuden møde svenske Arne Dahl og de fire danske forfattere Leif Davidsen, Maria Helleberg, Vibeke Marx og Gunvor Ganer Krejberg.
Det er ottende gang, at litteraturfestivalen bliver afholdt, og Jens M. Henriksen, der som bibliotekschef på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig står bag årets festival, ser frem til de mange arrangementer på danske biblioteker og andre institutioner nord og syd for grænsen.
”Vi har nogle rigtig gode navne på programmet. Og det er altid spændende at møde forfatterne personligt, for de fortæller ofte med nye perspektiver på deres værker. Så vi forventer stor interesse både fra sydslesvigere og danskere nord for grænsen”, siger bibliotekschef Jens M. Henriksen.
OrdFraNord finder sted fra 4.-7. oktober og arrangeres af Dansk Centralbibliotek i Flensborg i et samarbejde med Aabenraa Bibliotekerne, Haderslev Bibliotekerne, Sønderborg Biblioteket og Stadtbibliothek Flensburg.
Se hele festivalprogrammet her.