Danske mindretalsskoler får tysk millionbevilling
De danske skoler i Sydslesvig får 1,5 millioner euro i ekstra bevillinger af delstatsregeringen i Slesvig-Holsten. Det vækker glæde Dansk Skoleforening for Sydslesvig, der driver mindretallets skoler og daginstitutioner.
”Jeg er ikke bare glad, jeg er lykkelig. Det her viser, at vi er fuldkommen ligestillede med de tyske skoler”, siger Udo Jessen, der er formand for Dansk Skoleforening for Sydslesvig.
Det er mindretalspartiet Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), der har forhandlet sig frem til den ekstra bevilling til mindretallets skoler.
”Det her understreger, hvor vigtigt det er, at vi har et parti som SSW, der arbejder for mindretallets sag i landdagen i Kiel. Da vi lever i sparetider, falder pengene på et særdeles tørt sted”, siger Udo Jessen og oplyser, at Dansk Skoleforening for Sydslesvig ellers står til at skulle spare 5 millioner euro over de næste tre år.
Bevillingen er øremærket til anlægsarbejde, både til nye projekter og vedligeholdelse af eksisterende bygninger. Det er endnu ikke afgjort, hvordan Dansk Skoleforening for Sydslesvig vil bruge pengene, men de giver ifølge Udo Jessen mulighed for at skabe udvikling til gavn for eleverne på trods af, at der skal spares. Som eksempel nævner han investeringer i skolernes digitale infrastruktur, der i Tyskland generelt ikke er så udviklet som i Danmark.
Baggrunden for bevillingen er, at Slesvig-Holsten har modtaget en pulje på 100 millioner euro fra forbundsregeringen i Berlin, som skal bruges på delstatens offentlige skoler. Der hersker dog i den slesvig-holstenske regering usikkerhed omkring, hvorvidt forbundsregeringen vil anse de danske skoler som almindelige offentlige skoler. For at undgå en eventuel tilbagebetaling af midler til Berlin, har delstatsregeringen og SSW forhandlet sig frem til, at de danske skoler modtager de 1,5 millioner euro fra en særskilt delstatspulje.
Dansk Skoleforening for Sydslesvig driver 46 danske mindretalsskoler i Sydslesvig med samlet ca. 5200 elever. Desuden driver foreningen 55 daginstitutioner med samlet ca. 2.800 børn. Skolerne og daginstitutionerne modtager de samme offentlige tilskud fra delstatsregeringen som andre offentlige institutioner i Slesvig-Holsten.