Carsten Jensen får Europa-pris af universitet i Flensborg
”Med sit engagement for tolerance og dialog er han så aktuel som aldrig før.”
Sådan begrunder professor Eva-Maria Neher, formand for universitetsrådet ved Europa-Universitet Flensborg (EUF), at Carsten Jensen i går torsdag modtog universitetets nystiftede Europa-pris.
Prisen gives til personer, der engagerer sig for et stærkt og demokratisk Europa, og i prisuddelingen lægges der særlig vægt på en tilknytning til Skandinavien. Carsten Jensen har fået prisen for sit forfatterskab, som ifølge professor Eva-Maria Neher hylder den grænseoverskridende humanisme og gør opmærksom på de negative følger af nationalisme og militarisme.
Carsten Jensen, der desuden er adjungeret professor i kulturanalyse på Syddansk Universitet, glæder sig over prisen.
”Jeg er meget beæret over at være den første, der modtager prisen. For ideen bag den Europæiske Union bliver for tiden angrebet af populistiske bevægelser og af regimer, der bliver stadig mere autoritære. Men også medlemsstaterne truer unionen, da de ikke i tilstrækkelig grad går ind for menneskerettigheder og demokratiske værdier”, siger Carsten Jensen.
Ved prisuddelingen deltog bl.a. Europa-Universitetets præsident, professor Werner Reinhart, og Slesvig-Holstens minister for videnskab, uddannelse og kultur, Karin Prien (CDU). Med Europa-prisen følger et legat på 10.000 euro.