Tilbage til nyhedsliste

Ny spil-app informerer om vildtsvinehegn ved grænsen

30. maj 2018

I et nyt spil til mobiltelefoner skal man hjælpe vildsvin med at forcere det vildsvinehegn, regeringen og Dansk Folkeparti vil sætte op langs den dansk-tyske grænse. Spillet bygger på fakta, og målet er at skabe opmærksomhed og viden om et relevant journalistisk emne, siger de to journaliststuderende, der står bag spillet til TV SYD.

”App’en er en eksamensopgave. Det er et nyheds-mobilspil, som bygger på fakta. Alle informationer i spillet er fra virkelighedens kendsgerninger om det vildsvinehegn, som de har vedtaget at sætte op langs grænsen”, siger Ane Johansen og Nanna Bach Andersen, der begge læser journalistik på Syddansk Universitet, til TV SYD.

App’en hedder ”Det sygeste svin”, og spillet går ud på føre et vildsvin gennem Centraleuropa, forbi vildsvinehegnet ved den dansk-tyske grænse og videre ind i Danmark.

Vildsvinehegnet blev foreslået af regeringen og Dansk Folkeparti for at mindske risikoen for afrikansk svinepest blandt danske svinebestande. Lovforslaget blev i starten af maj måned debatteret i Folketinget, og det er nu henvist til drøftelse i Miljø- og Fødevareudvalget. Hegnet forventes at koste omkring 60 millioner kroner.

App’en ”Det sygeste svin” kan hentes på appstore eller googleplay.