Der Nordschleswigers læsere er utilfredse med digital omstilling
Der Nordschleswiger, der er det tyske mindretals avis siden 1946, bliver fra februar 2021 ikke længere trykt som papiravis, men vil udelukkende udkomme digitalt. Det er avisens læsere utilfredse med.
Det skriver fagbladet Journalisten, som har spurgt læsere, journalister og medlemmer af hovedbestyrelsen i det tyske mindretals organisation, Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), der har truffet afgørelsen om at skrotte papiravisen i juni måned.
”Jeg føler, vi ældre bliver behandlet som skidt. Vi, der har været med til at opbygge mindretallets samfund og fået alt op at stå, skal vi smides væk? Vi bliver svigtet i allerhøjeste grad. Vi skal være så moderne, men det kan jeg altså ikke. Det hører ingen steder hjemme, og jeg aner ikke, hvordan jeg overhovedet skal åbne en computer”, siger Elsa Asmussen, der er 97 år og bor på plejehjem i Aabenraa, til Journalisten.
Over en tredjedel af Der Nordschleswigers læsere er mellem 70 og 99 år. Også 74-årige Peter Iver Johannsen, der er fhv. generalsekretær i BDN, er ked af, at avisen lukker sin papirudgave.
”Jeg er bestemt ikke tilfreds. […] Man kan ikke komme uden om avisens betydning for mindretallets identitet. Det er den daglige budbringer af nyheder fra mindretallet, nyheder fra Danmark og nyheder fra Tyskland. Og det er budbringeren af det tyske sprog i abonnenternes hjem”, siger han til Journalisten.
Begrundelsen for lukningen af papiravisen er det faldende oplagstal, der i de sidste 20 år er gået fra et oplæg på 3.000 til under 1.500. På den baggrund støtter avisens chefredaktør, Gwyn Nissen, den digitale omstilling. Han forventer at oplægstallet om 10 år vil falde til nul.
”Vores opgave er, at vi skal nå ud til mindretallet. Det gør vi ikke nu, for mindretallet er i alt mellem 12 og 15.000 mennesker. Det var noget andet før i tiden. Hvis der var en annonce eller en artikel i avisen, så vidste hele mindretallet besked. Sådan er det ikke længere”, siger Gwyn Nissen til Journalisten.
Ved siden af to af bestyrelsesmedlemmerne i BDN, formand Hinrich Jürgensen og Gösta Toft, der begge stemte for beslutningen om at nedlægge papiravisen, bakker kun en af de i alt 12 personer, Journalisten har talt med, op om digitaliseringen. Gerhard Jacobsen på 54 år, der har læst avisen, siden han var barn, ser intet problem i omstillingen.
”Hvis jeg har en papiravis og en iPad ved siden af hinanden, er der for mig ingen forskel”, siger han.
Ved siden af den digitale avis, skal Der Nordschleswiger fremover også udkomme som et månedsmagasin 12 gange om året.
Det tyske mindretal har et årligt budget på 365 millioner kroner. Pengene kommer fra den danske regering, delstatsregeringen i Slesvig-Holsten og Forbundsdagen i Berlin. BDN fordeler hvert år 18 millioner kroner til avisen. Digitaliseringen forventes at medføre en besparelse på fire millioner kroner, skriver Journalisten.
Tidligere har også medarbejderne på Der Nordschleswiger i et åbent brev tilkendegivet deres utilfredshed med den digitale omstilling. I brevet kritiseres ligeledes, at ældre læsere ikke kan følge med, når avisen udelukkende er tilgængelig online.