Grænseforeningen Ungdom indgår internationalt samarbejde
Grænseforeningen Ungdom (GFU) har indgået en partneraftale med Youth European Nationalities (YEN), der er paraplyorganisation for 40 ungdomsforeninger fra nationale mindretal i Europa. Aftalen blev indgået under YENs efterårsseminar, der blev holdt 8. - 14. oktober i Bratislava. Hensigten er, at GFU på sigt bliver en af de første fuldgyldige medlemsorganisationer af YEN, der ikke er tilknyttet et bestemt nationalt mindretal.
Det siger GFUs formand, Max Kahrmann, der repræsenterede GFU sammen med to andre bestyrelsesmedlemmer under efterårsseminaret, som i alt havde omkring 55 deltagere fra hele Europa.
”Vi mener, at et medlemskab i YEN er oplagt for os, da vi gerne vil sparre med unge fra mindretal i hele Europa. Vi kan lære af deres erfaringer, med hvordan de tackler mødet mellem deres mindretalskultur og flertalssamfundet, og hvordan de går til ungdomsarbejdet. Og jeg mener bestemt, at de også kan lære af vores erfaringer”, siger Max Kahrmann.
Partnerskabsaftalen betyder, at GFU indgår et tættere samarbejde med YEN og om et år kan søge om fuldbyrdet medlemskab i organisationen. Max Kahrmann ser det som en fordel, at GFU vil være et af de første medlemmer i YEN, der ikke er tilknyttet et bestemt mindretal. Ud over GFU har to andre organisationer, der ikke er tilknyttet bestemte mindretal netop indgået partneraftaler med YEN, mens alle medlemsorganisationer er tilknyttet bestemte mindretal.
”Jeg tror, vi er gode til at tænke mindretalsspørgsmål i en bred sammenhæng. Vi har medlemmer med forskellig national baggrund, og vi samarbejder allerede i dag en del på tværs af den dansk-tyske grænse. Så det er helt oplagt at udvide det internationale samarbejde”, siger han.
Fra Danmark og Sydslesvig er Sydslesvigs Danske Ungdomsforeninger, Deutscher Jugendverband für Nordschleswig, Junge SPitzen og den frisiske forening Rökefloose i dag medlemmer af YEN.
GFU, der har over 120 medlemmer fordelt i hele Danmark og i Sydslesvig, har til formål at fremme forståelse, dialog og samarbejde mellem forskellige kulturer og på tværs af grænser for at styrke det demokratibærende fællesskab.
Læs mere om GFU på foreningens hjemmeside.