Skoler opfordres til at sætte fokus på fællesskab i anledning af Genforeningen 2020
I 2020 markeres det i hele landet, at det er 100 år siden, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark. I den forbindelse opfordrer Efterskoleforeningen, Friskoleforeningen og Grænseforeningen landets skoler til at sætte fokus på fællesskab og lave et event den 14. maj 2020 ved en af landets 650 genforeningssten og -mindesmærker, der sidste år blev fredet af kulturminister Mette Bock (LA).
Jens Andresen, der er formand for Grænseforeningen, håber, at landets skoler vil bruge de mange genforeningssten, der er placeret rundt omkring i Danmark, som udgangspunkt for gode diskussioner om identitet, fællesskab og grænser i dag.
”Genforeningsstenene er et af de største samlende symboler, vi har som danskere. De fortæller historien om, hvordan lokale kræfter i glæde over Genforeningen valgte at rejse sten og mindesmærker over hele Danmark for at markere fællesskabet. Det kan vi også lære af i dag”, siger han.
Helt konkret opfordres landets skoler til at lave et event den 14. maj 2020 under overskriften ”Genforen dit fællesskab!” ved en genforeningssten i det lokalområde, hvor deres skole ligger. Skolerne opfordres også til at samarbejde med lokale foreninger om at arrangere fakkeloptog, bål, kaffebord, teater eller lignende ved en lokal genforeningssten.
”Vi håber, at rigtig mange lærere har lyst til at inddrage Genforeningen i undervisningen og vil være med til at markere Genforeningen rundt omkring ved landets genforeningssten”, siger Jens Andresen.
Yderligere er det planlagt, at 5.000 elever fra det danske mindretals skoler i Sydslesvig skal på besøg på danske skoler i uge 20, 2020 under overskriften ”Ung Genforening 2020”. De sydslesvigske elever vil derfor også kunne deltage i et event den 14. maj 2020.
I øvrigt vil Sigurd Barrett spille 100 koncerter rundt omkring i Danmark i foråret 2020 under overskriften ”Sigurd fortæller om Genforeningen”. Det sker i samarbejde med Grænseforeningen. Bogen ”Sigurd fortæller om Genforeningen” udkommer på Politikens Forlag.