Grænseforeningen Ungdom forbereder sig til 2020
Grænseforeningen Ungdom (GFU) lægger i det kommende år kræfter i udviklingen af aktiviteter, der skal markere 100-året for Genforeningen med et nutidigt perspektiv, som er interessant for foreningens 99 medlemmer. Det siger landsformand Max Kahrmann, der lørdag blev genvalgt på foreningens fjerde landsmøde i Lohals på Langeland med 17 deltagere.
”De 100 år, der er gået siden Genforeningen i 1920, har ført mindretal og flertal sammen i grænselandet og lagt fundamentet for det positive forhold, vi i dag har til Tyskland. Det vil vi gerne være med til at markere på en måde, der også peger ind i fremtiden”, siger Max Kahrmann.
For at markere genforeningsjubilæet planlægger GFU bl.a. et dansk-tysk ungdomsparlament i foråret 2020, der over fire dage skal afholdes både i Folketinget i København og i den slesvig-holstenske landdag i Kiel. Samarbejdspartnere er Europæisk Ungdom, Junge Europäische Föderalisten og den slesvig-holstenske regering, og projektet støttes af Kulturministeriet og Folketinget, fortæller Max Kahrmann.
Ved landsmødet var der ingen modkandidater, og Max Kahrmann, der er sydslesviger og i dag læser statskundskab i København, hvor han bor på Arveprins Knuds Kollegium, blev genvalgt som landsformand for GFU med stor applaus.
Derimod var der kampvalg til de resterende seks bestyrelsesposter, som der i alt var opstillet syv kandidater til.
Ud over Max Kahrmann blev følgende valgt til GFUs bestyrelse: Alena Strelow, landsnæstformand, Rune Delfs, landskasserer, samt Pia Christiansen, Frigga Loeck, Kjell Knudten og Malte Felske. Som bestyrelsessuppleanter blev Johanna Jürgensen og Simon Bruhn valgt.
De 17 deltagere ved generalforsamlingen var samlet i Lohals på Langeland fra fredag til søndag. Ud over landsmødet bød weekenden på en mindretallenes aften med indslag, sportslige aktiviteter, lejrbål, badning, sang, snobrød og hygge.
GFU har som formål at fremme forståelse, dialog og samarbejde mellem forskellige kulturer og på tværs af grænser for at styrke det demokratibærende fællesskab. Foreningen har formuleret en vision om et samfund forenet i mangfoldighed.
GFU er fast deltager ved forskellige arrangementer som Folkemødet på Bornholm og Ungdommens Folkemøde. Foreningen driver en frivillig pantbod på Roskilde Festival og arrangerer forskellige aktiviteter, såsom debataftener, informationsarrangementer og fester.
Bliv medlem af GFU eller læs mere på foreningens hjemmeside www.gfungdom.dk.