Grænseforeningens ambassadørkorps

Mød Grænseforeningens Elevambassadører, der går i dialog om, hvad det vil sige at tilhøre et mindretal. Du kan også booke Grænselandsambassadørerne, der er et korps af livserfarne sønderjyder og sydslesvigere.

Grænseforeningens Elevambassadører deltager fast på Ungdommens Folkemøde i Valbyparken. Billedet her er fra 2023.

Grænseforeningens Elevambassadører deltager fast på Ungdommens Folkemøde i Valbyparken. Billedet her er fra 2023.

Foto: Grænseforeningen

Underviser du på ungdomsuddannelser eller i de ældste årgange i grundskolen, kan du give dine elever unikke oplevelser med et besøg af Grænseforeningens ambassadørkorps af unge fra det dansk-tyske grænseland. De er dygtige til at give et levende indblik i emner som identitet, konflikt, medborgerskab, sprog, traditioner, grænser og kulturmøde.

Elevambassadørerne

Grænseforeningens Elevambassadører er gymnasieelever fra det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal Sønderjylland, der besøger gymnasieklasser og de ældste grundskoleklasser og går i dialog om identitet, sprog, grænser, mindretal mm.

Grænseforeningens unge går i dialog om identitet, medborgerskab og kulturmøde.

Grænseforeningens unge går i dialog om identitet, medborgerskab og kulturmøde.

Foto: Grænseforeningen

20 år med stærke personlige fortællinger

I 20 år har unge fra det dansk-tyske grænselands tre mindretalsgymnasier fortalt deres personlige historier på ungdomsuddannelser i Danmark. Det blev markeret til Grænseforeningens Sendemandsmøde 2026.

Her blev der vist flere videoer, hvor tidligere og nuværende Elevambassadører og projektledere fortalte om projektet, og hvad det har betydet for dem. 

”At have været Elevambassadører har for mig betydet, at jeg har lært mere om mig selv, om mindretallet og om mine medmennesker. Jeg lærte også om det tyske mindretal, om historien og relevansen i dag, og hvorfor det er vigtigt at holde gang i vores mindretalsgejst”, fortæller Ida Petersen, der har gået på A.P. Møller Skolen, er tidligere Elevambassadør og i dag bor på Arveprins Knuds Kollegium på Frederiksberg, i videoen. 

Videoen er produceret af journalist og kommunikationsmedarbejder ved Grænseforeningen, Alexander Leicht Rygaard. 

Grænselandsambassadørerne

Grænselandsambassadørerne udgøres af personer fra begge sider af den dansk-tyske grænse.

Foto: SSF

Sådan booker du Grænselandsambassadørerne

Grænseforeningen har udvidet sit korps af ambassadører med et hold af voksne grænselandsbeboere, der skal fortælle deres personlige historier om at vokse op og leve et langt liv i det dansk-tyske grænseland, både nord og syd for grænsen.

Korpset er etableret i samarbejde med Sydslesvigsk Forening (SSF) og Grænseforeningen Aabenraa, der i en årrække har haft foredragskonceptet ’Det grå guld’. Her har to personer fra hver sin side af den dansk-tyske grænse fortalt om deres vej gennem livet. 

”Grænselandsambassadørernes historier er autentiske og afspejler den store historie om grænselandet. Det er almindelig mennesker, der er dybt nede i materien, og deres fortællinger lægger op til en samtale om forskellene i hverdagslivet i grænselandet og rundt i Danmark”, siger Jens Overgaard, der er formand for Grænseforeningen Aabenraa og hovedbestyrelsesmedlem i Grænseforeningen.

En af deltagerne i det nye ambassadørkorps er Claus Jørn Jensen, der er tidligere foreningskonsulent i Grænseforeningen. 

”Jeg er vokset op i Gråsten, hvor der var daglige kampe med drenge fra det tyske mindretal. Dem er jeg senere blevet meget gode venner med. Det dansk-tyske grænseland rummer mange genvordigheder og fortræffeligheder, og det er erfaringerne, jeg gerne vil bringe videre. Dét, jeg har oplevet, har mine børn aldrig oplevet, og det er kun positivt”, siger Claus Jørn Jensen. 

Bookingen fungerer på den måde, at man kan booke et møde med tre til fem grænselandsambassadører, hvis man som lokalforening i forvejen skal på udflugt til grænselandet. Alt efter interessen bliver der på sigt mulighed for at få besøg af Grænselandsambassadørerne ude i lokalforeningerne. 

Er du interesseret i at møde Grænselandslandsambassadørerne? Så kontakt Jens Overgaard på jensovergaard49@gmail.com eller 40 10 81 42 (sms).