Sydslesvigsk Forening vælger ny formand
Gitte Hougaard-Werner blev lørdag valgt til ny formand i Sydslesvig Forening (SSF). Det skete ved SSF's landsmøde i Husum, hvor hun fik 94 stemmer, mens 74 stemte på den hidtidige formand, Jon Hardon Hansen.

48-årige Gitte Hougaard-Werner er ny formand i Sydslesvigsk Forening (SSF).
Foto: SSF/Martin Ziemer
48-årige Gitte Hougaard-Werner er ny formand for Sydslesvigsk Forening (SSF), der er det danske mindretals kulturorganisation. Det blev afgjort lørdag, da SSF afholdt landsmøde i Husum i det vestlige Sydslesvig, skriver SSF i en pressemeddelelse.
Gitte Hougaard-Werner, der siden 2013 har været SSF’s første næstformand, glædede sig over valget.
”Vi har ikke fravalgt Jon, men tilvalgt en ny profil”, sagde hun ifølge Flensborg Avis efter afstemningen, hvor hun fik 94 af de delegeredes stemmer, mens 74 stemte på Jon Hardon Hansen, som har været formand siden 2013.
Den nyvalgte formand er uddannet lærer og arbejder til dagligt som leder af Vestermølle Danske Skole i det sydlige Sydslesvig. Hun har repræsenteret SSF i Det Sydslesvigske Samråd, er medlem af tilsynsrådet for Flensborg Avis og varetager tillidshverv i flere danske mindretalsforeninger. Hun er gift og har en søn på 22 år.
Ved SSF’s landsmøde, der havde deltagelse af 171 delegerede, blev også Kirsten Weiss valgt som ny første næstformand, mens Steen Schröder blev bekræftet som 2. næstformand. Ny 2. bisidder er Jørn Fischer, der afløser Annette Neumann, som har valgt at stoppe i SSF’s øverste ledelse. Der er valg i SFF hvert andet år.Gitte Hougaard-Werner er den første kvindelige formand for SSF.