Tilbage til nyhedsliste

Danmark Rundt kommer til Flensborg i 2020

13. december 2019

Det store cykelløb PostNord Danmark Rundt besøger i 2020 Flensborg. Anledningen er 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark.

PostNord Danmark Rundt-feltet kommer i 2020 til Flensborg. På billedet ses feltet ved målstregen i Vordingborg på tredje etape i 2018. Belgiske Tim Merlier vandt etapen.

PostNord Danmark Rundt-feltet kommer i 2020 til Flensborg. På billedet ses feltet ved målstregen i Vordingborg på tredje etape i 2018. Belgiske Tim Merlier vandt etapen.

Foto: Thomas Sjørup

Tredje etape af cykelløbet PostNord Danmark Rundt 2020 bliver noget særligt. For første gang i løbets historie begynder en etape uden for Danmarks grænser, når feltet den 13. august 2020 triller afsted fra startbyen Flensborg, Tyskland.

Det sker ifølge løbsdirektør Jesper Worre for at markere 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark.

”Vi har længe tænkt, at vi gerne ville gøre noget anderledes i 2020, og så ville det være rigtig sjovt at lave noget med Flensborg. Det er fantastisk, at vi har fået lov at starte der, og det har været en fornøjelse at arbejde med bystyret i Flensborg om det her”, siger løbsdirektør Jesper Worre til Ritzau ifølge DR Sporten.

I Flensborg er der stor glæde over, at byen, der ligger ca. syv kilometer fra den dansk-tyske grænse, bliver en del af det traditionsrige danske cykelløb.

”Ruten går forbi mange historiske steder, som hænger sammen med vores fælles historie, og det, der forener os i regionen. Eventet passer rigtig godt til fejringen af grænseregionen i 2020, siger Clemens Teschendorf, talsmand for Flensborg By, til Flensborg Avis.

Tredje etape bliver med 210 kilometer løbets længste etape og kaldes derfor for løbets kongeetape. Ruten strækker sig fra havnen i Flensborg over den dansk-tyske grænse ved Kruså og videre til bl.a. Aabenraa, Haderslev og den gamle Kongeågrænse samt til målbyen Vejle. Af sikkerhedsmæssige årsager neutraliseres etapens start, indtil rytterne har passeret den dansk-tyske grænse og igen befinder sig i Danmark.

Også løbets anden etape finder sted i det dansk-tyske grænseland. Her er startbyen Ribe, hvorefter feltet skal gennem både Højer, Tønder og Kruså, inden etapen afsluttes ved Dybbøl Mølle ved Sønderborg. Størstedelen af etapen køres således klos op ad den dansk-tyske grænse.

PostNord Danmark Rundt 2020 bliver kørt fra tirsdag 11. august til lørdag 15. august og er i alt på 876 kilometer.