Når man træder ind i stuen hjemme hos Hans Heinrich Hansen i Egernsund ved Sønderborg, er udsigten gennem de store vinduer overvældende: Flensborg Fjord glimter i solen; mod vest skimter man Flensborgs tårne bag Rinkenæs’ pynt og mod øst Broagerland med Dybbøl længere ude.

“Vi er nær brændpunktet”, siger 82-årige Hans Heinrich Hansen, der er født som en del af det tyske mindretal i Sønderjylland. Han refererer til slaget ved Dybbøl i 1864, der som bekendt endte i et katastrofalt nederlag for Danmark og sejr til Preussen og Østrig.

En begejstret hund af racen Kleiner Münsterländer med det danskklingende navn Molli og en kat ved navn Rocco tager også imod sammen med Hans Heinrich Hansens hustru, Andrea Kunsemüller. Parret har boet i huset siden 2007, hvor de valgte at flytte fra Haderslev, fordi huset i Egernsund lå så naturskønt.

Det er Haderslev, der er Hans Heinrich Hansens hjemstavn, understreger han. Her har han tilbragt størstedelen af sit liv med sin første kone og parrets fire børn, og hans slægt har holdt til i det dansk-tyske grænseland i århundreder. Et portrætmaleri på væggen viser hans tiptipoldefar, født 1775, der var præst i Sieseby ved Slesvig i 50 år. Hans tipoldefar købte i 1828 Løve Apoteket, der dengang lå ved Torvet i Haderslev. Hans Heinrich Hansens far var ligeledes apoteker på Løve Apoteket, så Hans Heinrich Hansen, der blev født som den første af fem søskende i 1938, voksede op på førstesalen med kvarterslagene fra Haderslev Domkirkes ur og har det som et minde i bevidstheden stadigvæk. Fra 1965 var Hans Heinrich Hansen, der er uddannet dyrlæge, medindehaver af Sønderjysk Dyrehospital i Hejsager indtil 2013, hvor han solgte sin andel og lod sig pensionere.

Men den tidligere formand for det tyske mindretals organisation Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) og præsident for den europæiske mindretalsorganisation Federal Union of European Nationalities (FUEN) er ikke skabt til lediggang som pensionist. Siden 2013 har han lagt al sin energi i et europæisk borgerinitiativ, Minority SafePack Initiative (MSPI), som FUEN med ham som præsident har stået bag, ligesom han har været formand for den borgerkomité, der har arbejdet med borgerinitiativet. Et borgerinitiativ, der med ni konkrete forslag vil forbedre forholdene for de anslået 50 millioner borgere, der lever i EU som en del af et nationalt eller sprogligt mindretal. Akkurat som Hans Heinrich Hansen selv, der er en del af det tyske mindretal, der opstod i 1920, da landegrænsen blev flyttet. Men hvor den dansk-tyske mindretalsmodel roses internationalt for at skabe sameksistens og gode vilkår, også for det danske mindretal syd for grænsen, står det anderledes slemt til for nationale mindretal andre steder i Europa ifølge Hans Heinrich Hansen.

Europæer med hele mit hjerte

Forholdene så ellers ud til at blive bedre, da ti nye østeuropæiske lande, herunder Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn og Polen blev medlemmer af EU i 2004, forklarer Hans Heinrich Hansen. De nye lande skulle leve op til kravene om mindretalsbeskyttelse, som de var fastlagt af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) i de såkaldte Københavnskriterier fra 1993. Men problemet er, at især Grækenland og Frankrig ikke anerkender eksistensen af nationale mindretal, så da de nye medlemslande kom til, fandt de hurtigt ud af, at mindretalsbeskyttelse i EU mere eller mindre var en by i Rusland, ifølge Hans Heinrich Hansen, der synes, man er forpligtet til at rette op på de fejl og mangler, der ligger indbygget i EU.

“Jeg er europæer af hele mit hjerte. Men jeg er ked af, at EU er ved at køre af sporet og for mig at se er i dyb krise. EU kan ikke bare være et spørgsmål om det indre marked og penge. EU må også udvise empati over for de nationale mindretal, hvilket samtidig er sund fornuft. Hvis vi ikke behandler vores mindretal ordentligt, kan vi ikke bevare vores demokrati. Så enkelt og alvorligt er det.”

“Efter Første Verdenskrig blev der trukket nogle nye grænser, som kun i begrænset omfang tog hensyn til befolkningernes ønsker. Vi her i det dansk-tyske grænseland slap godt igennem det, men de fleste andre steder i Europa gjorde de ikke.”

“Ungarn er det land, der blev hårdest straffet. Landet blev skåret sådan til rette, at halvdelen af den ungarske befolkning efterfølgende befandt sig uden for det nye Ungarns grænser. I dag er de almindelige demokratiske retsprincipper truet i Ungarn, og højre-nationalistiske strømninger gør livet svært for de svageste”, siger Hans Heinrich Hansen og fremhæver romaerne (tidligere benævnt sigøjnere, red.) som det nationale mindretal, der har det allersværest i Europa.

“Romaerne udgør overvejende en fattig underklasse. Mange er statsløse, og de behandles med ringeagt i de fleste østeuropæiske lande. I Tyskland bor der sinti-romaer (Sinti henviser til området Sindh i Indien, hvor disse romaer menes at stamme fra, red.), og denne gruppe udgør et af Tysklands nationale mindretal sammen med det danske mindretal, friserne og sorberne. De anerkendes og støttes, ja. Men sinti-romaerne trænger i den grad til endnu bedre rettigheder, som de ville blive sikret med vores borgerinitiativ”, siger Hans Heinrich Hansen.

Et borgerinitiativ med indbygget personlig risiko

Kampen for at sikre nationale mindretals rettigheder bedre via borgerinitiativet har været lang og sej, ikke mindst personligt for Hans Heinrich Hansen. Den 13. juli 2013 sendte FUEN borgerinitiativet til EU-Kommissionen. To måneder senere blev det afvist. Hans Heinrich Hansen tog herefter en vidtrækkende beslutning. Som formand for FUEN og den ansvarlige borgerkomité tog han initiativ til et sagsanlæg mod EU-Kommissionen ved EU-Domstolen. 

På det tidspunkt havde FUEN lavvande i kassen, så sagsanlægget betød, at han selv løb en stor økonomisk risiko, da man i Tyskland hæfter personligt for arbejde, der udføres ‘ehrenamtlich’, frivilligt. Når han ser tilbage på de sensommerdage i 2013, var han egentlig aldrig i tvivl om, at et sagsanlæg var det rigtige på trods af risikoen.

“Jeg startede som selvstændig som 27-årig, og det har nok haft en vis indflydelse på min risikovillighed. Men det er da nok den mest vidtrækkende beslutning, jeg har taget i mit liv, og det var en barsk tid. Prøv at spørge Andrea, hvordan hun havde det. Hun sagde flere gange til mig: Du er godt skør. Det er vores opsparing, du sætter på spil. Det, vi skal leve af resten af vores liv. Jeg gør jo ikke det her for personlig vindings skyld. Jeg synes bare, det er det rigtige at hjælpe de her mennesker, og jeg synes ikke, det er retfærdigt, at medborgere i EU skal behandles på den måde.”

“Samtidig havde jeg det store held, at der på det tidspunkt var en mindretalskommitteret i Kiel (i den slesvig-holstenske delstatsregering, red.), der troede på mig og FUEN, nemlig Renate Schnack”, siger Hans Heinrich Hansen, der også nævner “de mange gode kontakter i Danmark” – opbygget blandt andet gennem mange års medlemskab af Round Table og Rotary samt formandskabet for det tyske mindretal – som medvirkende til, at det lykkedes at få det økonomiske bragt på plads: Sydbank, som også har en afdeling i Flensborg, sagde ja til at yde FUEN et lån til at føre sagen mod EU. Imidlertid ønskede Sydbank, at der blev stillet kaution, og det var her, Renate Schnack kom ind i billedet. Hun formåede at få den slesvig-holstenske delstatsregering til at kautionere.

“Det blev vores redning. Det betød, at vi fik penge til advokater, og hvad der ellers er brug for i sådan en situation”, siger han.

Mor var tilhænger af Hitler

Hans Heinrich Hansens stærke retfærdighedsfølelse og engagement i det europæiske borgerinitiativ har også at gøre med hans opvækst under Anden Verdenskrig som en del af det tyske mindretal. Hans far mistede som apoteker en stor del af sin omsætning fra 1944 til 1947, og han husker, hvordan hans far spillede på flyglet oppe i musikstuen om formiddagen, fordi kunderne udeblev nede i apoteket. Danskerne ville ikke handle hos en fra det tyske mindretal, der regnedes for en del af den tyske besættelsesmagt.

Hans Heinrich Hansen har efter sin fars død fundet ud af, at hans far frem til 1939 var medlem af Slesvigsk Parti, der fra 1935 og frem til 1945 blev omdannet til en udenlandsk afdeling af det tyske nazistparti NSDAP. Han har også fået fortalt, at der engang bag den ene fløjdør ind til musikstuen hang et billede af Adolf Hitler. Det var hans mor, der var tilhænger af Hitler.

“Jeg havde en meget tæt tilknytning til min mor, der var uddannet diakonisse og en utrolig kærlig og social person. Hvorfor hun kunne lide Hitler, skal jeg ikke kunne sige. Jeg tror ikke, hun politisk havde nogen større indsigt eller havde gennemskuet sammenhængene. Jeg har fået fortalt, at min far hentede min mor og de to piger, vi havde i huset dengang, ind fra gaden den 9. april 1940, da de tyske tropper kom marcherende ind gennem Haderslev. Han ville ikke, at de skulle stå derude og juble. Min far var overbevist tysker, men nazismen brød han sig ikke om.”

“Det er altid sejrherrerne, der fortæller historien, og det er nemt i dag at holde dom over mennesker dengang. Jeg holder ikke dom over min mor. For mig har hendes optagethed af Hitler dengang ingen som helst indflydelse på min kærlighed til hende”, siger Hans Heinrich Hansen, der har fået blanke øjne, og stemmen dirrer en anelse. 

Retsopgør og retfærdighed

Retsopgøret efter 5. maj 1945 er et af de sværeste kapitler i det tyske mindretals historie, fordi en stor del af det tyske mindretals mandlige medlemmer blev nazificeret. Også for Hans Heinrich Hansen personligt er det svært at blive helt afklaret om denne vanskelige periode i danmarkshistorien.

“På den ene side er der erindringer fra min barndom, hvor min skole blev lukket fra den ene dag til den anden, og hvor der blev set skævt til min familie i gågaden i Haderslev, hvis min far talte lidt for højt med os på tysk. Der er også mine venners fortællinger om, hvordan deres fædre blev afhentet i hjemmene af frihedskæmpere. Og på den anden side er der den rå kendsgerning, at flertallet i mindretallet var nazister og støttede det menneskeforagtende nationalsocialistiske system.”

“Jeg synes, det er vigtigt at huske, at der opstod en propaganda i Danmark efter krigen, der mere eller mindre fastslog, at enhver tysker er nationalsocialist. Sådan forholdt det sig jo naturligvis ikke. Hvad en sådan løgnagtig propaganda kan bevirke, har vi iagttaget gennem fire år med Trump i USA”, siger han.

Hans Heinrich Hansen har diskuteret interneringen af medlemmer af det tyske mindretal med mange, også med Henrik Skov Kristensen (forfatter til bogen ‘Gerningsmænd eller ofre. Erindringen i det tyske mindretal i Sønderjylland om nazismen, verdenskrigen og retsopgøret i komparativ belysning’, red.).

“I de diskussioner stiller jeg spørgsmålet: Hvordan var det, at danskerne behandlede det tyske mindretal efter krigen?”

“En af mine venners far lå i badekarret, da han blev hentet af unge mænd med bind om armen og med maskinpistoler. Det var jo ikke de egentlige frihedskæmpere i modstandsbevægelsen, der dukkede op. Det var mænd, der pludselig var kommet til ære og værdighed. De hev min vens far op af badet og slæbte ham med. Min vens mor, der overværede det, fik et slagtilfælde ved den lejlighed og blev aldrig sig selv igen. Min fars ven, en læge, havde en kvindelig patient om formiddagen. Om eftermiddagen blev han afhentet, og den samme patient stod på indgangstrappen og spyttede ham i ansigtet. Selvfølgelig skulle man straffe de mennesker, der havde gjort noget ulovligt. Men var det nødvendigt at bruge de samme metoder efter Befrielsen, som man lige havde kritiseret nazisterne for at benytte? Det var ydmygende, og det smagte af ren hævn”, mener Hans Heinrich Hansen, der især hæfter sig ved, at dommene under retsopgøret blev afgivet efter det såkaldte straffelovstillæg, som blev vedtaget i 1945. Herefter kunne personer, der havde bistået den tyske besættelsesmagt, straffes med tilbagevirkende kraft.

“Jeg kan huske, at min far sagde: Så, nu holder Danmark op med at være en retsstat, for i en retsstat kan man ikke straffe folk med tilbagevirkende kraft”, siger Hans Heinrich Hansen, hvis far ikke endte i Fårhuslejren, som de ca. 3.200 medlemmer af det tyske mindretal, næsten en fjerdedel af alle mindretallets voksne, især mænd. Omkring 600 heraf fra Sundeved og Als blev interneret på Sønderborg Slot.

“Lovgivningen fra juni 1945 (‘Bekendtgørelse af Lov om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed’, red.) er ikke en pryd for dansk retsvæsen. Det endte med at blive de små fisk, der havde samarbejdet med tyskerne, og så hele det tyske mindretal, der blev straffet hårdest efter 1945. At vi i det tyske mindretal ikke helt har forstået, hvor afgørende lovgivningen dengang blev for den almindelige danskers opfattelse senere hen, gik op for mig på Kongeskibet efter Dybbølfesten i 1995. Her blev jeg præsenteret for den da tidligere generalkonsul i Flensborg, Troels Fink. Han hilste på mig med ordene: “Goddag Hans Heinrich Hansen. Deres far var jo ikke nationalsocialist.”

Nej til tyske skoler efter 1945

Hans Heinrich Hansen blev sendt i skole 1. april 1944, da han var knap seks år gammel. Dengang eksisterede der 89 tyske skoler i det område, som det tyske mindretal kalder Nordslesvig, og danskerne kalder Sønderjylland. Lille Hans Heinrich var en ud af 3.400 elever i de tyske skoler. Efter 13 måneders skolegang oplevede han Befrielsen den 5. maj 1945. Denne gang var det de engelske tropper, der kom marcherende gennem Haderslev; de smed cigaretter til folk, og der var jubel i gaderne.

Den næste dag, da Hans Heinrich Hansen mødte op i skolen, var skolen lukket, og det samme var de øvrige 88 tyske skoler.

“Det er den første gang i mit liv, hvor jeg har forstået, hvad det vil sige at være ekskluderet. Det forstod jeg jo ikke dengang, men det tyske mindretal var ‘der Restbestand’, vi var resten af den tyske besættelse. Jeg var et barn, men jeg blev kaldt ‘nazisvin’, og der blev kastet sten efter os. Det oplevede jeg som dybt traumatiserende, og det har nok aldrig helt forladt mig. Værre gik det ud over mine fire yngre søstre, som alle bor i Tyskland i dag. Min søster plagede min far om at komme i dansk danseskole. Men hun blev ikke budt op til dans en eneste gang. Den slags tilbagevendende mobning og chikane kunne mine søstre ikke klare, og de følte sig aldrig hjemme i Danmark efter krigen.”

Hans Heinrich Hansens far henvendte sig til de danske myndigheder i maj 1945 for at få lov til at åbne en tysk privatskole, men fik afslag, og i de kommende år blev Hans Heinrich Hansen og andre børn fra det tyske mindretal undervist i forskellige kælderlokaler af pensionerede lærere, som hans far fik opdrevet, og det foregik med preussisk disciplin. Først i foråret 1946 lykkedes det at få stiftet en tysk privatskole, og nogle få andre kom til. I alt 100 børn kom i tysk privatskole. De øvrige 3.300 tyske elever kom på danske skoler eller andre steder hen.

“At vi som tysk mindretal i august 1945 afgav en loyalitetserklæring over for den danske stat, konge og grænse, mens man lukkede vores skoler og konfiskerede dem, var en ting. En anden ting var, at man samtidig byggede løs på nye danske skoler i Tyskland. Jeg vil kalde det dobbeltmoral, og det kan jeg få lov til at sige i dag. Men tidligere var det umuligt”, siger han.

En historisk tale på Dybbøl Banke

Hans Heinrich Hansen kalder sig selv en ‘Seiteneinsteiger’, én, der kommer ind fra sidelinjen, i det organisatoriske mindretalsarbejde. I 1974, da han første gang blev spurgt om at blive formand for det tyske mindretals hovedorganisation, BDN, der har sit hovedkvarter i Aabenraa, sagde han nej. Men i 1992, da han igen fik opfordringen, sagde han ja.

“Jeg tænkte: Når de kommer og spørger mig igen nu, hvor jeg er 55 år, så må der være en mening med det. Det er en ny udfordring på dine gamle dage”, husker Hans Heinrich Hansen. 

Få år senere, i 1995, blev han inviteret til at deltage ved 75-året for Genforeningen på Dybbøl Banke. Det var første gang, det tyske mindretal overhovedet var inviteret med til erindringsstedet for danskernes nederlag i 1864 og Genforeningen i 1920. Mest bemærkelsesværdigt var det imidlertid, at Hans Heinrich Hansen som det tyske mindretals formand blev inviteret til at holde tale under overværelse af bl.a. Dronning Margrethe og daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S). Talen, som Hans Heinrich Hansen indledte med ordene: “Drømmer jeg eller er jeg vågen?” er sidenhen blevet tolket som værende af afgørende betydning for den positive udvikling mellem dansk og tysk i grænselandet, og Hans Heinrich Hansen modtog efterfølgende den tyske orden Verdienstkreuz am Bande for talen. Da Genforeningsparken i Aabenraa blev åbnet i 2020, var parkens bænke dekoreret med historiske citater. På en af bænkene kan man læse et citat fra Hans Heinrich Hansens tale dengang på Dybbøl Banke, der refererer til Dronning Margrethes første officielle besøg hos det tyske mindretal i Sønderjylland i 1986:

“Hendes Majestæts historiske besøg og tale har vi betragtet som udsoning med det tyske mindretal, som er en loyal og helt ligeberettiget befolkningsgruppe i denne landsdel”, står der.

“Det er svært for mig i dag at sige, hvad den tale på Dybbøl i 1995 har betydet. Men jeg ved, det var et stort skridt, at man inviterede os til Dybbøl, og at jeg skulle holde tale. At jeg fik sagt, at vi i det tyske mindretal er en ligeberettiget befolkningsgruppe, og at vi vågent må sørge for, at den fredelige sameksistens i grænselandet fortsætter, var lige så vigtigt.”

“Samtidig holdt jo også en repræsentant fra det danske mindretal en tale den dag på Dybbøl. Det var Heinrich Schultz, den daværende formand for Det Sydslesvigske Samråd og Sydslesvigsk Forening. Det var en tale, der var fuldt ud lige så historisk, hvor Heinrich Schultz gav udtryk for, at grænsen ligger fast. Så lang tid skulle der gå, inden det danske mindretal anerkendte grænsen af 1920. En anerkendelse, som det tyske mindretal kom med allerede med loyalitetserklæringen i august 1945”, siger Hans Heinrich Hansen.

FUEN versus EU-Kommissionen

Sagsanlægget mod EU-Kommissionen i 2014 ser Hans Heinrich Hansen som en naturlig følge af sit engagement i BDN og FUEN. At sagsanlægget resulterede i, at EU-Kommissionen led nederlag ved EU-Domstolen, og han selv og FUEN dermed vandt deres ret, var dog ikke noget, der fik champagnepropperne til at springe hjemme i Egernsund.

“Det var ikke noget, vi fejrede. Jeg tog det til efterretning. Jeg er nok mere den type, der siger: Okay. Nu kan vi endelig komme videre”, siger han.

Og videre kom både han og FUEN. Som den første satte Hans Heinrich Hansen sin underskrift symbolsk på et stort Europakort i maj 2017 på FUENS mindretalskongres i Rumænien, der skulle indvarsle begyndelsen på underskriftsindsamlingen. I løbet af 2018 lykkedes det FUEN at indsamle mere end den ene million underskrifter fra mindst syv EU-lande, som det er påkrævet, for at et europæisk borgerinitiativ kan blive godkendt.

“En fantastisk bedrift, som jeg er FUEN og de mange hjælpere dybt taknemmelig for”, siger Hans Heinrich Hansen.

Den 5. februar 2020 havde Hans Heinrich Hansen og den øvrige borgerkomité et møde med EU-Kommissionen i Bruxelles, som ifølge Hans Heinrich Hansen fandt sted “i en positiv atmosfære”. Den 15. oktober 2020 fandt der en høring sted om borger-

initiativet i EU-Parlamentet, hvor 520 af de i alt 705 medlemmer støttede forslaget. Den tyske Forbundsdag og det hollandske parlament skrev til EU-Kommissionen med opfordring til at se positivt på borgerinitiativet og omforme det til konkret EU-lovgivning. Ikke mindst den tyske opfordring har Hans Heinrich Hansen stor forståelse for.

“Tyskland ligger centralt i Europa, og man anslår, at der lever omkring en million tysksprogede borgere uden for Tysklands grænser i Europa og Centralasien. Det er i høj grad i Tysklands interesse at sørge for, at de tysksprogede borgere i Europa har samme rettigheder som alle øvrige europæere”, siger han.

Men den tyske og hollandske opfordring og støtten fra et flertal i EU-Parlamentet blev ikke hørt. Den 14. januar i år kom svaret fra EU-Kommissionen i form af en 21 sider lang skrivelse med en afvisning af yderligere lovgivning på mindretalsområdet.

“Det er selvfølgelig dybt skuffende, at EU-Kommissionen afviser os, og så over så mange sider. EU-Kommissionen remser en hel masse op og forholder sig slet ikke til de konkrete forslag, som borgerinitiativet består af. Jeg må sige: EU-Kommissionen har med sit svar vist, at de ikke tager Europas mindretal og øvrige borgere det mindste alvorligt. Det er meget nedslående”, siger han.

EU-kommissær er dobbeltmoralsk

Hans Heinrich Hansen er også skuffet over Vera Jourová, der som næstformand i EU-Kommissionen og som ansvarlig for værdier og gennemsigtighed står som underskriver af EU-Kommissionens afgørelse. Især en kronik af Vera Jourová, der bl.a. har været offentliggjort på altinget.dk den 20. januar 2021 forstår Hans Heinrich Hansen ikke. I kronikken skriver Vera Jourová om demokratiets krise i USA efter Trump. Hun skriver, at de voldsomme hændelser i USA er et symptom på et skrøbeligt demokrati i en digital tidsalder. Vi skal lave klare regler for techgiganterne og styrke den demokratiske deltagelse også i Europa, lyder det i kronikken.

“Jeg synes, det er udtryk for dobbeltmoral, når næstformanden i EU-Kommissionen skriver sådan om samfundsforholdene på den anden side af Atlanterhavet, når hun fem dage i forvejen har sagt nej til et borgerinitiativ, der ville hjælpe den demokratiske deltagelse for 50 millioner europæere. Det havde jeg ikke ventet”, siger Hans Heinrich Hansen, der dog ikke vil overlade sig til skuffelsen.

“Lige i øjeblikket sendes der protester fra nær og fjern til EU-Kommissionen. Et medlem af borgerkomitéen, der er sagfører, og som i 2014 anbefalede at vi gik til EU-Domstolen, anbefaler nu, at vi kæmper videre politisk. Man kan klage over EU-Kommissionens afgørelse, hvis der er begået formelle fejl, men selve afgørelsen er en politisk afgørelse, og derfor står den ikke til at ændre, medmindre man kan påvise sådanne fejl. Desværre. På længere sigt håber jeg, at EU-Parlamentet får den magt, som de bør have. I øjeblikket er det EU-Kommissionen og dermed Ministerrådet, der bestemmer”, siger Heinrich Hansen. For ham selv personligt er det heller ikke slut endnu.

“De fleste medlemmer af borgerkomitéen siger: Vi kæmper videre. Jeg var umiddelbart af en anden opfattelse og skrev som formand for borgerkomitéen til FUENs præsident Loránt Vincze, da afslaget kom: Nu synes jeg, vores opgave som borgerkomité er afsluttet. Hans svar lød: Nej, det er den ikke.”

“Det er klart, at i min alder, så spiller biologien også ind. Selv om jeg føler mig frisk, ved jeg jo, at det er begrænset, hvor store ressourcer, der er tilbage. Men hvis jeg kan se, at der er lys forude, så bliver jeg ved. Nu skal vi have udviklet en strategi, og det tænker jeg, vi gør i løbet af kort tid, og så må vi videre. Vi giver i alt fald ikke op”, siger Hans Heinrich Hansen og peger på ét stort ønske for fremtiden:

“Danmark har ét nationalt mindretal: Det tyske mindretal i Sønderjylland. Og selv om vi en gang imellem kan føle os dårligt behandlet, som når regeringen varsler et lovforslag, der kræver oversættelse af alle udenlandske prædikener, så har vi det som mindretal godt. Danmark har jo løst sit mindretalsproblem. Så hvorfor kommer Folketinget ikke på banen med en klar tilkendegivelse om at støtte Europas nationale mindretal sådan som Tyskland har gjort? Hvis det sker, vil jeg igen spørge: ‘Drømmer jeg, eller er jeg vågen?’.”