Tilbage til nyhedsliste

Tysklands ambassadør: "Den 9. november vil altid være en særlig dag"

9. november 2021

”Demokratiet blev os ikke foræret, vi kæmpede os til det”, sagde den tyske ambassadør Pascal Hector ved en højtidelighed i den tyske Sankt Petri Kirke i København mandag.

Den 9. november er en historisk skæbnedag i Tyskland

”Den 9. november vil altid være en særlig dag i den tyske historie. På denne dag tydeliggøres tyskerne skæbne i et århundrede, der har været præget af de dybeste afgrunde og højdepunkter, der har gjort os lykkelige”, siger Pascal Hector

Foto: Den Tyske Ambassade

Den 9. november er en historisk skæbnedag i Tyskland. For 32 år siden på denne dag faldt Berlinmuren, men også andre begivenheder knytter sig til den 9. november:

Den 9. november 1848 blev den tyske politiker Robert Blum henrettet for sin kamp for demokrati under den såkaldte Martsrevolution; den 9. november 1918 trådte kejser Wilhelm den Anden tilbage som et resultat af Tysklands nederlag efter Første Verdenskrig, og Weimarrepublikken blev udråbt i Berlin; den 9. november 1923 fandt det såkaldte ”ølstuekup” sted i München, da Adolf Hitler og hans tilhængere forsøgte at kuppe Bayerns regering; og den 9. november 1938 orkestrerede naziregimet ”rigskrystalnatten”, hvor synagoger og jødiske forretninger blev plyndret og nedbrændt.

Det var på den baggrund, at Den Tyske Ambassade i København afholdt en højtidelighed i København den 8. november om aftenen for inviterede gæster, hvor ambassadør Pascal Hector holdt tale.

”Den 9. november vil altid være en særlig dag i den tyske historie. På denne dag tydeliggøres tyskerne skæbne i et århundrede, der har været præget af de dybeste afgrunde og højdepunkter, der har gjort os lykkelige”, sagde ambassadøren og fortsatte:

”Demokratiet blev ikke foræret os, vi kæmpede os til det. Men demokrati er en præstation, som vi altid må forsvare og også må kæmpe for på ny. Gennem deltagelse, diskussion, men også derved, at vi respekterer andres mening”, sagde han.

Ved højtideligheden var der koncert med den tyske violinist Liv Migdal, der spillede værker af Johan Sebastian Bach, Heinrich Ignaz Franz von Biber og den jødiske komponist Paul Ben-Haim.