Første spadestik til Femern Bælt-forbindelsen er taget på tysk side
Danmarks transportminister, Benny Engelbrecht (S), og Slesvig-Holstens transportminister, Bernd Buchholz (FDP), foretog mandag det første spadestik til Femern Bælt-forbindelsen på tysk side. Det skete knap et år efter det første spadestik på dansk side.
Mikkel Hemmingsen, direktør i Sund & Bælt, Benny Engelbrecht (S), Danmarks transportminister, Enak Ferlemann (CDU), parlamentarisk statssekretær, Bernd Buchholz (FDP), Slesvig-Holstens transportminister, og Stefan Krenz, Die Autobahn GmbH des Bundes, foretog mandag den 29. november første spadestik på tysk side til Femern Bælt-forbindelsen.
Foto: Grænseforeningen
Transportminister Benny Engelbrecht (S) var mandag den 29. november med til at sætte gang i byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen på tysk side. Det skete på byggepladsen for anlægsprojektet i Puttgarden, hvor han i fællesskab med sin ministerkollega Bernd Buchholz (FDP), Slesvig-Holstens transportminister, foretog det første spadestik på tysk side.
”Femern Bælt-forbindelsen er et utrolig vigtigt anlægsprojekt for både Danmark og Tyskland, ja for hele Europa. Det er en milepæl i den efterhånden mangeårige historie om Femern Bælt-forbindelsen, og jeg er glad for, at vi i dag har sat spaden i jorden i Puttgarden, så vi nu arbejder på begge sider mod det fælles mål”, siger Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.
Også Bernd Buchholz glæder sig over, at byggeriet nu for alvor kan gå i gang på tysk side:
”Femern Bælt-forbindelsen vil ikke kun bringe København tættere på Hamborg, men får også stor betydning for Slesvig-Holsten. Modelberegninger har vist, at der kan forventes en vækst i beskæftigelsen i regionen Østholsten som følge af den forberede trafikinfrastruktur”, siger Bernd Buchholz i en pressemeddelelse fra Slesvig-Holstens transportministerium.
Ved spadestikket var den tyske forbundsregering repræsenteret af parlamentarisk statssekretær Enak Ferlemann (CDU).
Spadestikket på tysk side kommer knap et år efter, at der blev foretaget det første spadestik på dansk side. Som følge af coronapandemien foregik det ved en virtuel videoseance den 1. januar 2021, hvor transportminister Benny Engelbrecht havde fået hentet 30 kilo jord fra diget ved Rødby ind på sit ministerkontor.
Femern Bælt-forbindelsen forventes at stå færdig i 2029. Forbindelsen bygges som en 18 kilometer lang sænketunnel, der vil forbinde Lolland med den tyske ø Femern. Forbindelsen vil bestå af en tosporet motorvej samt to elektrificerede togspor, der vil gøre det muligt at rejse mellem København og Hamborg i tog på under tre timer. Det vil tage 10 minutter at køre gennem tunnelen i bil og syv minutter i tog.
Det er det statsejede Femern A/S, der er ansvarlig for etableringen af Femern-forbindelsen.
Flere nyheder: