Dronningen mindedes sit besøg i Sønderjylland i sin nytårstale
Den forsinkede fejring af 100-året for Genforeningen viste den særlige ånd i grænselandet, sagde dronning Margrethe i sin nytårstale.
Dronningen satte i sin nytårstale fokus på sit besøg i Sønderjylland i anledning af 100-året for Genforeningen.
Foto: Screenshot fra DR
Dronning Margrethe kunne den 31. december 2021 holde sin 50. nytårstale. I talen fremhævede hun sit besøg i Sønderjylland den 13. juni i forbindelse med den udskudte markering af 100-året for Genforeningen.
”Sammen med Kronprinsen og prins Christian blev det i juni med et års forsinkelse muligt at fejre og mindes Genforeningen i 1920. Det var en stor oplevelse for os alle tre, og jeg takker sønderjyderne for en dejlig dag”, sagde dronningen i sin nytårstale og fortsatte:
”Det viste med al tydelighed den helt særlige ånd, som hersker i grænselandet. I aften sender jeg min nytårshilsen til sønderjyderne, til de danske i Sydslesvig og til det tyske mindretal i Danmark.”
Dronningens besøg i Sønderjylland i anledning af markering af 100-året for Genforeningen var oprindeligt planlagt fra 9.-12. juli 2020, men blev udskudt på grund af coronapandemien.
Den officielle markering af 100-året for Genforeningen, der skulle have fundet sted som folkefest på Dybbøl Banke den 11. juli 2020 med 30.000 besøgende, blev erstattet af en kort ceremoni på Dybbøl Banke og et efterfølgende show med officielle taler og underholdning i koncertsalen Alsion i Sønderborg.
Ved ceremonien på Dybbøl Banke deltog også Tysklands forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier.
Flere nyheder: