Dronning Margrethe besøger Tyskland
Tysklands forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, har inviteret dronning Margrethe på officielt statsbesøg onsdag til lørdag i Berlin og München. Også kronprins Frederik deltager de to første dage.
Dronning Margrethe besøger Tyskland i dagene den 10.-13. november.
Foto: Thomas Tolstrup
Dronning Margrethe og kronprins Frederik besøger i denne uge Tyskland. Det sker efter invitation fra Frank-Walter Steinmeier, der er Tysklands forbundspræsident. Besøget begynder onsdag den 10. november i Berlin, hvor dronningen og kronprinsen vil blive modtaget i Berlins lufthavn, hvorefter der vil være officiel modtagelse på Schloss Bellevue, der siden 1994 har været officiel residens for Tysklands forbundspræsident. Senere på dagen deltager dronningen og kronprinsen i en officiel frokost hos Tysklands forbundskansler, Angela Merkel. Det skriver Kongehuset på sin hjemmeside.
I den danske delegation med dronning Margrethe og kronprins Frederik deltager også repræsentanter fra 52 danske virksomheder. I den forbindelse deltager dronningen og kronprinsen torsdag i åbningen af en dansk-tysk erhvervskonference, hvor også udenrigsminister Jeppe Kofod (S) vil være til stede.
Dronning Margrethe besøger München fredag og lørdag uden kronprins Frederik, og her vil hun bl.a. besøge Residenz München, der er det tidligere kongelige palads til Wittelsbach-monarkerne af Bayern, og Glyptothek, som er Münchens ældste offentlige museum, hvor der bl.a. er udstillet værker af den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen.
Besøget i Tyskland bliver dronningens statsbesøg i udlandet nummer 55. Ifølge Kongehuset er det overordnede formål med et dansk statsbesøg at etablere, styrke og fremme forbindelserne landene imellem og herunder at udvikle sociale, erhvervsmæssige og kulturelle relationer. Det seneste statsbesøg i udlandet fandt sted i 2019, hvor dronningen og kronprins Frederik besøgte Argentina.
Se hele programmet for statsbesøget i Tyskland på Kongehusets hjemmeside.
Flere nyheder: