Grænseforeningens formand: ”Grænser, kultur og sprog vil fylde meget de kommende år”
Grænseforeningen holder Sendemandsmøde i Vingsted i fremtidens tegn.
Formand Peter Skov-Jakobsen trak på Grænseforeningens Sendemandsmøde 2022 tråde fra krigen i Ukraine til Grænseforeningens fremtidige opgave.
Foto: Grænseforeningen
Hvor skal Grænseforeningen hen? Det er et af de centrale spørgsmål på Grænseforeningens Sendemandsmøde, der afholdes den 7. maj 2022 i Vingsted Centret, ved Bredsten nær Vejle. Formand Peter Skov-Jakobsen trak her linjer fra krigen i Ukraine til den fremtid, han ser for Grænseforeningen.
”Vi er på vej ind i fremtiden. Den fremtid ændrede sig fuldstændig den 24. februar 2022 med Ruslands angreb på Ukraine. Der er igen krig i Europa. […] Samtalen og striden om grænser, kultur og sprog vil komme til at fylde meget i det kommende år. I hele Europa vil der komme større fokus på identitet.”, sagde Peter Skov-Jakobsen, da han fremlagde bestyrelsens beretning om Grænseforeningens virksomhed det forgangne år og fortsatte:
”Der er brug for en Grænseforening, der kan tale om det nationale på en hjertelig og sober måde.”
Forinden var Stefan Seidler, der er medlem af Den Tyske Forbundsdag for det dansk-frisiske mindretalsparti Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), i en tale kommet med en opfordring til Grænseforeningen og Folketingets Sydslesvigudvalg, der ved mødet var repræsenteret ved formand Christian Juhl (EL).
”Vi har en unik fortælling om en fredelig grænsedragning. […] Det skal vi ud og fortælle om i denne tid, hvor der er krig i Ukraine”, sagde Stefan Seidler og fremhævede særligt én pointe, han mener, man kan lære fra det dansk-tyske grænseland:
”Man kan godt være nationalt bevidst og glad for dér, hvor man kommer fra, og samtidig være åben over for andre og være glad for mindretal i sit land”, sagde Stefan Seidler.
Flere nyheder: