Royal Run vender tilbage til Sønderjylland
Det landsdækkende motionsløb Royal Run med kronprins Frederik i spidsen vender i 2023 tilbage til Sønderjylland. Denne gang er det Aabenraa, der er blandt de fem værtsbyer.
Royal Run fandt sted første gang i 2018 i forbindelse med kronprins Frederiks 50-års fødselsdag.
Foto: Jan Kejser
Det populære motionsløb Royal Run kommer i 2023 for første gang til Aabenraa.
Det skriver Aabenraa Kommune i en pressemeddelelse.
”Jeg ser frem til et brag af en folkefest i Aabenraas gader, som skal være med til at promovere Aabenraa som både en sund kommune og ikke mindst en kommune, som går op i at dyrke breddeidrætten, hvor alle har mulighed for at være med uanset alder, køn, seksualitet og race samt fysiske og psykiske forudsætninger”, siger Aabenraa Kommunes borgmester Jan Riber Jakobsen (K).
Det er anden gang, at Royal Run kommer til Sønderjylland. Sønderborg var værtsby i 2021 i forbindelse med den udskudte fejring af 100-året for Genforeningen.
”Vi har i år gerne villet tilbage til det sønderjyske, for var der noget, sønderjyderne var gode til, da vi afholdt Royal Run i Sønderborg i 2021, så var det at stable en stor folkefest på benene. Det glæder vi os naturligvis til at opleve igen i Aabenraa”, siger Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og medlem af Royal Runs styregruppe.
Løbet finder sted 2. pinsedag, som falder den 29. maj 2023. Udover Aabenraa skal der også løbes i Herning, Nyborg, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg.
”Jeg glæder mig”, siger kronprins Frederik i en ny video, der præsenterer Royal Run 2023.
Royal Run blev første gang afviklet i forbindelse med kronprins Frederiks 50-års fødselsdag i 2018 i byerne Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København/Frederiksberg. Siden da er løbet blev gentaget i flere andre byer og endda på Færøerne. Der er blevet løbet hvert år bortset fra corona-året 2020.
I 2022 deltog i alt 91.763, hvilket var ny rekord for Royal Run.
Royal Run arrangeres i et samarbejde mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Atletik.
Flere nyheder: