Tilbage til nyhedsliste

Kronprinsen skyder Royal Run i gang i Sønderborg

19. august 2021

Når det landsdækkende motionsarrangement Royal Run finder sted søndag den 12. september, løber Kronprins Frederik med i Sønderborg. Det er stadig muligt at tilmelde sig.

I Sønderborg vil man kunne opleve kronprins Frederik på sin første løbetur, når der afholdes Royal Run flere steder i Danmark den 12. september. Her ses kronprinsen til det første Royal Run-arrangement i 2018, der blev afholdt i forbindelse med kronprinsens 50-års fødselsdag.

I Sønderborg vil man kunne opleve kronprins Frederik på sin første løbetur, når der afholdes Royal Run flere steder i Danmark den 12. september. Her ses kronprinsen til det første Royal Run-arrangement i 2018, der blev afholdt i forbindelse med kronprinsens 50-års fødselsdag.

Foto: Jan Kejser

Kronprins Frederik løber med den 12. september, når det store motionsløb Royal Run kommer til Sønderborg i anledning af 100-året for Genforeningen. Det oplyser motionsløbets arrangører i en pressemeddelelse.

Foruden Sønderborg finder motionsløbet også sted i Aalborg, Odense og København/Frederiksberg. Kronprins Frederik skal løbe en mil-distancen (ca. 1,61 kilometer) i Sønderborg og Odense, mens han vil tilbagelægge 10 kilometer i København/Frederiksberg. Kronprinsesse Mary vil løbe fem kilometer i Odense.

”Vi glæder os begge til igen at opleve den helt særlige Royal Run-stemning”, udtaler Kronprins Frederik i en videohilsen fra Kronprinsparret, der er bragt på Kongehusets sociale medier, og som bringes i pressemeddelelsen.

Det landsdækkende motionsløb er flere gange blevet udskudt som følge af coronapandemien, men nu ser det ud til, at arrangørerne kan lykkes med at gennemføre løbet. Indtil videre er ca. 73.000 mennesker tilmeldt i alt. Heraf er ca. 17.000 tilmeldt løbet i Sønderborg, og det er stadig muligt at tilmelde sig på royalrun.dk/tilmelding.

Royal Run blev afholdt for første gang i 2018 i anledning af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag. Det er Bevæg dig for livet, Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik, der overordnet arrangerer Royal Run.

I Sønderborg, hvor kronprinsen løber sin første tur, er den lokale arrangør Sport Event Syd og Sønderborg Kommune.

”Vi glæder os til, at kronprinsen besøger Sønderborg, og skyder hele Royal Run-dagen i gang. Vi planlægger et stort Royal Run-brag, der skal samle hele byen og omegn om det gode budskab, nemlig at det er sundt og sjovt at bevæge sig,” udtaler Per Hussmann, Sport Event Syd, i pressemeddelelsen.

Der løbes også Royal Run på Bornholm den 12. september. Det bliver dog uden kongelig deltagelse.