Ny EU-dom slår fast: Danskerne skal fortsat kunne købe pantfrie tyske dåser i grænsebutikkerne
Danskere skal fortsat kunne købe pantfrie tyske dåser i grænsebutikkerne. Det fastslår EU-Domstolen.
Det er ikke altid, at de pantfrie dåser fra grænselandet ender i den rette affaldssortering som her.
Foto: Todd Lappin/Flickr
Der er mange danskere, der går kører syd for grænsen for at købe billige, pantfrie øl og sodavand. Og det vil der også være i fremtiden.
Der kommer nemlig ikke pant på de tyske dåser i grænsebutikkerne lige foreløbigt. Det har EU-Domstolen afgjort torsdag i en ny dom, der går imod Dansk Erhverv og Danmarks Naturfredningsforening.
”Vi er selvfølgelig skuffede over at ikke at få medhold fra EU-Domstolen. Det er en sag, som skaber en mærkbar ulige og urimelig fordel for de tyske grænsebutikker og et stort miljøsvineri”, udtaler Lotte Engbæk Larsen, branchedirektør for handel i Dansk Erhverv, i en fælles pressemeddelelse.
Klagesagen har omhandlet, hvorvidt der er tale om statsstøtte til de tyske grænsebutikker, når den lovpligtige tyske pant, der blev indført i hele Tyskland i 2003, ikke bliver opkrævet i grænsebutikkerne. Dermed slipper butikkerne for at betale moms til staten.
”Vi skal nærlæse dommen, men det er klart, at vi nu afsøger andre muligheder for, hvordan vi kan komme dette problem til livs. Der er ingen tvivl om, at der skal lægges et fornyet politisk pres, og her må den danske regering også på banen”, siger Lotte Engbæk Larsen.
I klagesagen har de to danske organisationer også lagt vægt på de miljø- og forureningsproblemer, som de pantfrie dåser skaber. Ifølge Danmarks Naturfredningsforening havner tusindvis af pantfri dåser i naturen. I forbindelse med foreningens årlige affaldsindsamling er der alene i de syd- og sønderjyske kommuner blevet fundet 75.000 dåser siden 2018, hvoraf op mod 80 procent var uden pant.
”Det er helt ufatteligt, at vi her i 2023 stadig ikke har pant på grænsedåserne. For det er jo et åbenlyst problem for miljøet, når vi kan finde så mange dåser i naturen. Det er dybt skuffende, at politikerne tillader, at det kan fortsætte. Men vi vil fortsætte med at presse på for at få det stoppet, selvom det unægtelig ser lidt sværere ud efter dagens dom,” siger Lars Midtiby, direktør i Danmarks Naturfredningsforening.
I Flensborg Avis kalder Søren Munch, der er konstitueret chefredaktør, dommen for en skidt afgørelse for klimaet.
”Det er godt for danske forbrugere, der vil have billige øl og sodavand. Det er godt for beskæftigelsen i grænsebutikkerne. Men det er særdeles nedslående for naturen, miljøet og klimaet”, skriver han.
”På langt sigt er det hensynet til naturen, miljøet og klimaet, der må veje tungest. Vi kommer ikke uden om, at mere affald skal genanvendes, og at klimabelastende særordninger må høre fortiden til”, lyder det videre.
Flere nyheder: