Grænseforeningen skal have ny formand
Formanden for Grænseforeningen, Peter Skov-Jakobsen, genopstiller ikke til næste Sendemandsmøde, der finder sted den 27. april 2024.
Peter Skov-Jakobsen genopstiller ikke som formand for Grænseforeningen ved Sendemandsmøde 2024.
Foto: Thomas Tolstrup
Efter to valgperioder som formand for Grænseforeningen har Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, besluttet ikke at genopstille, når Grænseforeningen holder sit årlige Sendemandsmøde den 27. april 2024 i Messe C, Fredericia. Sendemandsmødet svarer til en generalforsamling.
”Jeg har hele tiden haft for øje, at jeg kun skulle være formand for Grænseforeningen i to valgperioder, og jeg blev valgt i 2020. Ved næste Sendemandsmøde giver jeg stafetten videre. Det har været en stor og berigende oplevelse at stå i spidsen for Grænseforeningen i en periode, hvor vi har sat en ny kurs med en ny ledelse og en ny strategi. Nu er omstillingen gennemført, og andre kræfter må træde til”, siger Peter Skov-Jakobsen.
Da han trådte til i 2020, afløste han Jens Andresen, som havde været formand siden 2016, hvor han afløste tidligere kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA).
”Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med de mange stærkt engagerede medlemmer i Grænseforeningen, og i den forbindelse at møde de mange engagerede mennesker i grænselandet og i de sydslesvigske organisationer”, tilføjer Peter Skov-Jakobsen.
Som sagt bliver det Grænseforeningens Sendemandsmøde, der skal vælge en afløser for Peter Skov-Jakobsen. Vedkommende kommer til at føje sig til denne række af formænd siden 1920:
Grænseforeningens formænd i 100 år:
Dr. jur. Frederik Vinding Kruse (1920-1922)
Officer Hjalmar Ulrich (1922-1926)
Rektor H.P. Hansen (1926-1942)
Holger Andersen, konservativ politiker (1943-1961)
Direktør Frederik Heick, Venstre-politiker (1961-1966)
Direktør Erik Haunstrup Clemmensen, konservativ politiker (1966-1972)
Højskoleforstander Arne Fog Petersen, Venstre-politiker (1972-1976)
Landsretssagfører, direktør Eskild Friehling (1976-1984)
Historiker, professor H.P. Clausen, konservativ minister (1984-1986)
Amtsskolekonsulent Viggo Witt-Hansen (1986-1993)
Lektor Jørn Buch (1993)
Redaktør Bent A. Koch (1993-2000)
Tidligere kirke- og kommunikationsminister Torben Rechendorff (K) (2000-2005)
Tidligere højskoleforstander, P1-chef Finn Slumstrup (2005-2014)
Tidligere kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) (2014-2016)
Tidligere formand for Region Sønderjylland-Schleswig Jens Andresen (V) (2016-2020)
Biskop Peter Skov-Jakobsen, Københavns Stift siden 2020
Flere nyheder: