Gå til leksikonoversigt

Hertug Hans' Hospital

Steder
Hertug Hans' Hospital set fra gadesiden. I baggrunden anes kirketårnet.

Hertug Hans' Hospital set fra gadesiden. Mellem vinduerne i overetagen er der et sandstensrelief med hertug Hans den Ældres våben. I baggrunden anes kirketårnet.

Grænseforeningen. Foto: Gunvor Vestergaard.

Hospital, dvs. datidens fattighus, oprettet ved Sønderport i Haderslev lige uden for byen i 1569. Initiativtager var hertug Hans den Ældre. Det bestod af en hovedbygning med hospital og kirke; i 1637-1638 tilføjedes endnu en længe og i 1726 en længe mod syd. Endelig udvidedes komplekset med et anneks i 1787.

På Hertug Hans' Hospital kunne byens ældre fattige få kost og husly. Frem til 1983 fortsatte stedet som plejehjem, især for kvinder. Herefter har Haderslev Domsogn brugt kirken til annekskirke til domkirken; hospitalet er blevet til menighedshus og lejligheder.

Komplekset blev fredet i 1921 og restaureret i henholdsvis 1988-1989 og 2011. 

I hospitalsgården er rejst en obelisk. På denne står navnene på fire soldater, der blev dræbt om morgenen den 9. april 1940 ved den tyske hærs besættelse af landet. To af dem blev dræbt ved annekset. Der afholdes årlig mindehøjtidelighed med kransenedlæggelse den 9. april.