Mindretallenes medier støtter EUROPEADA
Flensborg Avis og Der Nordschleswiger er præsenteret som grænseoverskridende mediepartnere til grænseoverskridende fodboldturnering.
Chefredaktør Søren Munch (tv), Flensborg Avis, sammen med EUROPEADA-projektleder Ruwen Möller og chefredaktør Gwyn Nissen, Der Nordschleswiger.
Foto: Lars Salomonsen
Når bolden ruller til EUROPEADA, europamesterskaberne i fodbold for nationale mindretal, i det dansk-tyske grænseland til sommer, bliver det med mindretallenes mediehuse som partnere.
Flensborg Avis, den dansksprogede avis i Sydslesvig, og Der Nordschleswiger, den tysksprogede avis i Sønderjylland, har sagt ja til at støtte EUROPEADA. Det danske mindretal syd for grænsen og det tyske mindretal nord for grænsen er i fællesskab med friserne og den regionale forening af sintier og romaer i Slesvig-Holsten værter for EUROPEADA 2024.
Konkret er der planlagt forskellige tiltag, skriver organisationen i en pressemeddelelse. For eksempel vil der blive afholdt en pressekonference om EUROPEADA i et af mediehusene op til arrangementet. Som en del af det officielle kulturprogram for mindretals-EM vil begge medier tilbyde journalister, der dækker EUROPEADA, rundvisninger på de respektive redaktioner i Flensborg og Aabenraa.
Og EUROPEADA 2024 vil få synlighed i aviserne og på deres onlineportaler. Flensborg Avis er et trykt medie, mens Der Nordschleswiger er et onlinemedie. Til gengæld kan de to medier se frem til synlighed på spillestederne i løbet af turneringsugen.
De tre partnere lover, at det konkrete samarbejde vil blive udviklet og fyldt med liv i den nærmeste fremtid. Ud over den traditionelle dækning af begivenheden vil mediepartnerskabet fokusere på emner, hvor alle parter kan supplere og støtte hinanden. Det handler også om at arbejde sammen, om at sikre større synlighed i regionen og blandt mindretals-, men også flertalsbefolkningen.
”Det er oplagt for os at være mediepartner, når vores mindretal er medarrangør og store dele af turneringen foregår i Sønderjylland. Det vil vi gerne bakke op om. Vi ser frem til det store arrangement, der kommer til at sætte sit præg på landsdelen til sommer”, siger Gwyn Nissen, chefredaktør for Der Nordschleswiger
Også chefredaktør Søren Munch, Flensborg Avis, ser frem til det nye partnerskab.
”Vi ser frem til et sportsarrangement, der bliver ud over det sædvanlige. Med landshold fra en lang række lande i Europa kommer vi til at opleve en mangfoldighed af europæiske mindretal og mindretalssprog – og det hele i fodboldens tegn. Naturligvis vil vi holde særligt øje med det danske mindretals og frisernes landshold, men som dansk avis i Sydslesvig glæder vi os generelt til at få besøg at mindretallene. Og det glæder vi os til at fortælle om på print og online”, lyder det fra Søren Munch.
”Jeg er meget glad for, at begge mediehuse har sagt ja til at støtte vores event," siger Ruwen Möller, projektleder hos EUROPEADA gGmbH, og mangeårig sportsredaktør på Flensborg Avis.
Det er den 5. udgave af EUROPEADA, og den holdes fra den 28. juni til den 7. juli i år, og det er altså det europæiske fodboldmesterskab for autoktone og nationale mindretal.
Flere nyheder: