Wright, Louise, 1861-1935, filantrop og kvindesagsforkæmper
Louise Wright var født i Fleckeby i Slesvig, men hendes familie måtte forlade Slesvig i 1864 og bosatte sig efterfølgende i Helsingør.
Da hun blev voksen og gift, engagerede hun sig i filantropisk arbejde, bl.a. som directrice for Præmieselskabet for Plejemødre i 1913. Hun gik også aktivt ind i kvindesagen og var i årene 1917-1927 næstformand for Danske Kvinders Nationalråd.
Med udbruddet af 1. Verdenskrig engagerede hun sig også i det sønderjyske spørgsmål, bl.a. gennem Flensborg-Samfundet. Efter Genforeningen i 1920 tog hun sammen med Hanne Jenssen til Sydslesvig for gennem foredrag at styrke danskheden i området. I 1915 var hun medstifter af den danske afdeling af Women’s International League for Peace and Freedom, der fik betegnelsen Danske Kvinders Fredskæde. Hun var bestyrelsesmedlem 1921-24.
Louise Wright var æresmedlem af Den Sydslesvigske Kvindeforening og sad i en periode i Grænseforeningens bestyrelse.
Louise Wright. Udateret fotografi.
Det Kgl. Bibliotek.