Tilbage til nyhedsliste

1864 i fokus på Historiske Dage

1. marts 2024

Hvilken betydning har 1864 i dag? Det debatterer Grænseforeningen med en række eksperter på Historiske Dage i København den 9.-10. marts.

Historiske Dage finder i år sted den 9.-10. marts. Som altid er det i Øksnehallen i København.

Historiske Dage finder i år sted den 9.-10. marts. Som altid er det i Øksnehallen i København.

Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Historiker Jens Lei Wendel-Hansen har skrevet værket ’De træer, de drypper endnu: 1864 i dansk politik’. 

Til Historiske Dage i København den 9.-10. marts udlægger han bogens pointer i en samtale med Hanne Sundin, direktør i Grænseforeningen.

Det sker i anledning af 160-året for krigen i 1864. 

“1864 er blevet brugt politisk lige siden nederlaget. Derfor bør vi også forholde os kritiske, når politikere spiller på nederlaget i 1864 og argumenterer med det i en nutidig kontekst”, siger Jens Lei Wendel-Hansen i et interview med magasinet Grænsen fra oktober.

“Hvis man skal tage en overordnet pointe i min bog, så mener jeg ikke, at vi har lært særlig meget af krigen i 1864, men vi har brugt den meget, fordi historien er et stærkt redskab. Men desto vigtigere er det, at man er kritisk over for historien eller for historiebrug, når politikere begynder at hive den op af hatten”, lyder det videre.

Samtalen foregår søndag den 10. marts kl. 15.00 på Onkel Danny-Scenen.

Også lørdag er 1864 en del af emnefeltet, når Lars Erik Bethge, museumsleder ved Danevirke Museum, interviewes om det mytiske forsvarsværk Dannevirke. 

Hvilken rolle spillede voldværket i krigen i 1864? Og hvordan fortælles historien i dag, hvor stridighederne i grænselandet er erstattet af samarbejde og åbenhed? 

”Det er myten om Thyra Dannebod, som er medvirkende til, at det går så galt i februar 1864. Det er ved Thyras gamle grænse, bolværket Dannevirke, at slaget skal stå. Militærkommissionen ønsker at kæmpe længere oppe, ved voldene ved Dybbøl og Fredericia. Ved Dannevirke er der en 60 km lang forsvarslinje, som ikke kan forsvares med hærens resurser. Det er tilmed et sommeranlæg, men de dumme preussere angriber Gud hjælpe mig om vinteren. Det er derfor, general de Meza som øverstbefalende siger: ‘Nu går vi’. Så Dannevirke kommer ikke til at spille den ønskede rolle i krigen 1864”, siger Lars Erik Bethge i et nyt interview i magasinet Grænsen

Det er Poul Struve Nielsen, redaktør af magasinet Grænsen, som styrer interviewet med museumslederen, og det foregår lørdag den 9. marts kl. 13.00 på Rød Scene.

Man kan også møde Grænseforeningen, Sydslesvigsk Forening (SSF) og Danevirke Museum ved stand 35. Her kan man give sig i kast med en quiz om 1864, møde reenactment-soldater og blive klogere på sammenhængen mellem krigen i 1864, Danevirke Museum og det danske mindretal i Sydslesvig. 

”Vi glæder os til at komme på Historiske Dage, hvor vi altid oplever en stor interesse for grænselandet. I år markerer vi 160-året for 1864. Dengang var vi i krig med Tyskland. Siden har de to lande nærmet sig hinanden og er i dag allierede og samarbejdspartnere. Det har været svært at være mindretal, men også her er vi kommer dertil, at både det danske og det tyske mindretal er anerkendte og lever godt side om side med flertalsbefolkningerne”, siger Jens A. Christiansen, generalsekretær i Sydslesvigsk Forening (SSF).

”Men det er også vigtigt at vise, at det gode samarbejde ikke har ophævet de forskelle, der er. Så vi er også til stede for at vise, at der også i Tyskland findes et dansk mindretal og en dansk kultur, som har særlige kendetegn, selvfølgelig ved at tale sproget dansk, men også i kraft af en demokratisk og nordisk tilgang til tingene”, tilføjer han.

Historiske Dage foregår i Øksnehallen i København. I alt vil der over to dage være 150 debatter, samtaler, foredrag, reenactments og opvisninger på seks scener. Historiefestivalen har årligt mere end 10.000 gæster, og ved hallens 75 stande kan man møde museer, forlag, arkiver og mange andre.

Hele programmet for Historiske Dage samt billetsalg kan findes på Historiske Dages hjemmeside.