Mød tysk stjerneinstruktør til Tyske Filmdage
Den tyske stjerneinstruktør Christian Petzold stiller op til interview, når den tilbagevendende filmfestival Tyske Filmdage viser instruktørens nye film ’Rød himmel’. Filmen vandt Sølvbjørnen ved forrige års Berlinale.
Skuespillerne Thomas Schubert og Paula Beer spiller hovedrollerne Leon og Nadja i Christian Petzolds 'Rød himmel'.
Foto: PR-materiale
Den 7.-11. april er der igen Tyske Filmdage i København, Odense og Aarhus.
Hovedfilmen er den sommervarme og humoristiske ’Rød himmel’, der åbner filmfestivalen søndag den 7. april kl. 19.00 simultant i de tre biografer Grand Teatret, Café Biografen og Øst For Paradis.
Det er den tyske stjerneinstruktør Christian Petzold, der står bag ’Rød himmel’. Mandag den 8. april besøger han Grand Teatret i København kl. 17.00 til en samtale om arbejdet med filmen.
Filmen udspiller sig et sted på den tyske Østersøkyst, hvor himlen farves rød af en skovbrand, der bevæger sig nærmere og nærmere filmens persongalleri. Da Leon og Felix (Thomas Schubert og Langston Uibel) ankommer til en idyllisk beliggende sommervilla, er det meningen, at Leon skal skrive videre på sin anden bog, mens Felix forbereder sig på sin optagelsesprøve til Kunstakademiet. Men deres arbejdsdisciplin udfordres af husværtinden Nadja (Paula Beer), der er mere livlig, end de kunne havde forudset – også på kærlighedsfronten.
Filmmagasinet Ekko har givet filmen fire stjerner.
”’Rød himmel’ finder ikke rigtigt sit sted mellem miniaturedrama og totalbillede af den store katastrofe. Den er i den mere enkle afdeling af Petzolds værk og ikke en af hans store film. Men som alt, hvad han laver, er den værd at se”, skriver anmelder. Simon Pasternak.
Kulturmediet Soundvenue har endnu ikke anmeldt filmen, men kalder den for en film, man bør se i april.
”En elegant kærlighedserklæring til filmmediet, til naturen, til mennesket og alt indimellem”, skriver Soundvenues Jakob Freudendal, hvis anmeldelse endnu ikke er udkommet.
’Rød himmel’ modtog Sølvbjørnen ved forrige år Berlinale.
Programmet for Tyske Filmdage prydes i år af skuespillerinden Paula Beer, der har hovedroller i hele to film, nemlig åbningsfilmen ’Rød himmel’ og Kilian Riedhofs ’Stella. Et liv’. Til filmfestivalen kan man også opleve filmene ’Undervejs’, ’She Chef’, ’Sisi & Ich’, ’Ingeborg Bachmann – Reise in die Wüste’ og ’Die Theorie von Allem’.
Tyske Filmdage arrangeres af Den Tyske Ambassade, Goethe-Institut Dänemark, Grand Teatret/Camera Film samt Copydan Verdens TV/Nabolandskanalerne.
Flere nyheder: