Tilbage til nyhedsliste

Lutter Danmarkspremierer på Tyske Filmdage

21. marts 2025

Der er aktuelle tyske film på programmet, når Tyske Filmdage igen finder sted fra den 6.-10. april på tværs af Danmark. 

Filmen 'Köln 75' kan opleves på Tyske Filmdage i København, Odense og Aarhus. Hovedrollen indtages af Mala Emde.

Filmen 'Köln 75' kan opleves på Tyske Filmdage i København, Odense og Aarhus. Hovedrollen indtages af Mala Emde.

Foto: Wolgang Ennenbach/One Two Films

Af Alexander Leicht Rygaard

Den 6.-10. april er der igen Tyske Filmdage i København, Odense og Aarhus. 

Hovedfilmen er det livsbekræftende, musikalske drama ’Köln 75’ om Vera Brandes, der i en ganske ung alder bliver en slags skytshelgen for 1970’ernes musikscene i Köln. 

Filmen følger Vera Brandes’ ukuelige kamp for at realisere sin livsdrøm, der tegner til at falde fra hinanden nærmest helt frem til, at jazzikonet Keith Jarret placerer den første finger på klaviaturet til en koncert i byens operahus. Men katastrofen udebliver, og resten er historie: Dobbeltalbummet ’The Köln Concert’ blev det bedst sælgende soloalbum i jazzhistorien, samt det bedst sælgende klaveralbum. 

Filmen er instrueret af Ido Fluk og fik premiere ved årets udgave af Berlinale, den internationale filmfestival i Berlin. Hovedrollen som Vera Brandes spilles af den 28-årige Mala Emde, der også har medvirket i det tysk-franske drama med den James Bond-klingende titel ’And Tomorrow the Entire World’ fra 2020. 

Åbningsfilmen fra årets Berlinale, Tom Tykwers ’Das Licht’, kan også opleves på Tyske Filmdage. Filmen beskrives som en vildtvoksende, hyperkinetisk og herligt ambitiøs Berlinerfortælling. Handlingen centrerer sig om Tim Engels, hans hustru Milena, deres tvillinger Frieda og Jon samt Milenas anden søn Dio. Familien er en sammensat, moderne familie. De lever sammen og alligevel komplet adskilt i deres enorme lejligheds mange værelser. Familien er tæt på at falde fra hinanden, da den gådefulde Farrah, netop ankommet fra Syrien, bliver ansat som hushjælp. Farrah har en plan, der skal revolutionere familiens syn på livet og hinanden.

Tom Tykwer er også en del af trioen bag den succesfulde tv-serie Babylon Berlin.

Der er også en film fra sidste års Berlinale, nemlig Matthias Glasners ’Sterben’. Her indtages hovedrollen af Lars Eidinger, der også har hovedrollen i førnævnte ’Das Licht'. ’Sterben’ handler om dirigenten Tom, som vi møder midt i hans karrierens største musikalske projekt. Da hans far går bort, må han modvilligt forenes med sin dysfunktionelle familie, og det bliver en genforening, der byder på lige dele glæder og konflikter, overraskende betroelser og fortrængte erindringer, samt den smukkeste musik. 

Tyske Filmdage kan opleves i Grand Teatret i København, Café Biografen i Odense samt Øst for Paradis i Aarhus. Læs mere om billetsalg på de respektive biografers hjemmesider. Tyske Filmdage arrangeres af Grand Teatret i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark, Den Tyske Ambassade og Copydan/NabolandsKanalerne.

Læs mere om programmet her.

Se trailer til hovedfilmen ’Köln 75’ her: