Tilbage til nyhedsliste

Nu begynder Europeada

28. juni 2024

Hvis man gerne vil se en landskamp med dansk islæt, men ikke rigtig magter at tage turen til Dortmund, så er der mulighed at se en masse fodboldlandskampe ved en alternativ turnering ved den dansk-tyske grænse – Europeada 2024.

Nu skal der spilles fodbold i det dansk-tyske grænseland. På søndag begynder Europeada, fodboldslutrunden for Europas mindretal.

Nu skal der spilles fodbold i det dansk-tyske grænseland. På søndag begynder Europeada, fodboldslutrunden for Europas mindretal.

Foto: Europeada/Rasmus Meyer/Sydslesvigsk Forening

Af Poul Struve Nielsen

Lørdag går det løs med den officielle åbning af endnu et europamesterskab i fodbold. 

Denne gang er det landsholdene fra de europæiske mindretal, der afgør deres mesterskab. Og det finder som den igangværende fodboldturnering sted i Tyskland, men faktisk også i Danmark. 

Både det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland, som stiller op som Nordslesvig, er nemlig med som værter for arrangementet.

Forventningerne er store hos både arrangører og deltagere.

”Vi har et sydslesvigsk hold, der ikke kun fungerer på banen, men også udenfor”, siger Marcel Carstensen, som spiller for Sydslesvigs herrelandshold.

”Sportsligt håber jeg, vi kan være tilfredse med vores indsats”, siger Isabell Møller, som spiller for Nordslesvigs kvindelandshold. 

Her lige før åbningen er Ruwen Möller, projektleder for Europeada 2024, også spændt på, hvordan det vil gå, selvom der er gjort et stort og professionelt forarbejde, og de lokale foreninger i Sønderjylland og Sydslesvig også har bidraget med en kæmpeindsats for at få alt det rundt om kampene til at spille, når boldene begynder at rulle. 

”Fodboldspillet er en platform, som er med til at gøre opmærksom på mindretallenes problematikker og temaer,” siger han.

På er pressemøde forud for turneringen er holdene fra Sydtyrol og Oberschlesien nævnt som favoritter på herresiden. Hos kvinderne er både det sydslesvigske landshold og det frisiske landshold nævnt som mulige finalister.

Søndag klokken 11.00 spiller de sydslesvigske herrer den første kamp mod det bulgarske mindretal i Rumænien i Slesvig. Samtidig i Tønder spiller Nordslesvigs kvinder mod Sydtyrol, mens de sydslesvigske kvinder spiller mod det sorbiske mindretal, som også er fra Tyskland, i Flensborg klokken 14. Dette er samme tidspunkt, hvor Nordslesvigs herrer spiller mod et mindretal fra en schweizisk kanton.

Det er alle fire mindretal i det dansk-tyske grænseland, der deles om værtsrollen. Det vil sige det tyske mindretal i Danmark, det danske mindretal, det frisiske mindretal og sintier og romaer i Slesvig Holsten.

Både den danske økonomiminister Stephanie Lose (Venstre) og den tyske økonomiminister Robert Habeck (De Grønne) kommer, og det danske mindretals orkester, SKURK, spiller til den officielle åbning af Europeada på A. P. Møller Skolen i Slesvig.

Og lørdag aften kan deltagerne i Flensborg se en kamp fra den anden EM-turnering på storskærm, når Tyskland møder Danmark i Dortmund. Det er kl. 21.00.

De store tv-stationer sender dog ikke live fra Europeada. Men alle spillesteder er udstyret med smarte kameraer, som kan følge bolden automatisk, derfor kan kampene følges live på YouTube. 

Og hvis man tager til det dansk-tyske grænseland, er det gratis at se kampene rundt omkring på spillestederne. Ifølge Ruwen Möller svarer niveauet i mange tilfælde nogenlunde til Danmarksserien eller Oberliga, så der skal nok blive spillet nogle seværdige kampe.