Gå til leksikonoversigt

Henrik Valdemarsen, død 1375, hertug af Sønderjylland

Personer

Henrik var søn af kong Valdemar 3. Eriksen, der også var hertug Valdemar 5. af Sønderjylland. Henrik var hertug af Sønderjylland 1364-1375 og den sidste hertug af Abelslægten.

Da Henrik blev hertug, stod hertugdømmet meget svagt såvel politisk som økonomisk. De holstenske grever havde Sydslesvig i pant, og i 1367 pantsatte Henrik Langeland til kong Valdemar Atterdag. Efter først at have sluttet sig til kongens modstandere var han ved forliget i 1373 på Valdemar Atterdags side. Henrik gav kongen indløsningsret til Gottorp len, og de fleste andre hertugelige slotte overgik også til kongen.