Sydslesvigske børns ferierejser
Børn fra Sydslesvig sendt på sommerophold i Danmark hos danske familier. Arbejdet var fra 1919 organiseret af Komitéen for Sønderjyske Børns Landophold i samarbejde med De danske Menighedsplejere, efter Genforeningen alene af komitéen, senere under navnet Komitéen for slesvigske Børns Ferierejser. Baggrunden var de elendige forhold i Sydslesvig som følge af 1. Verdenskrig, hvor mange børn sultede. Også efter 2. Verdenskrig var der stor nød, og børnene trængte til ordentlig ernæring. Anslået blev 27.900 feriebørn sendt til Danmark i årene 1947-1949. Feriebørnene kom fra de danske børnehaver og skoler i Sydslesvig. Under ferieopholdet lærte børnene at tale – næsten – flydende dansk. Derudover mødte de dansk kultur og værdier.
Komitéen stoppede i 2021 med at sende feriebørn til Danmark fra Sydslesvig.
Feriebørn på Flensborg Banegård. Rejsepassene kontrolleres, før børnene stiger på toget. Udateret foto.
Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.