Mindretallet forbereder sig på kongeligt besøg
Kong Frederik og Dronning Mary besøger det danske mindretal i Sydslesvig den 22. oktober. Det skaber glæde og travlhed i mindretallet.
Sådan så det ud, da en dansk regent senest besøgte det danske mindretal i Sydslesvig. Det var dronning Margrethe, der i 2019 ankom til Flensborg i Kongeskibet Dannebrog.
Arkivfoto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen
Af Alexander Leicht Rygaard
Gitte Hougaard-Werner har sommerfugle i maven.
Og man forstår hende godt.
Som formand for det danske mindretals kulturelle organisation, Sydslesvigsk Forening (SSF), skal hun om knap to uger byde Kong Frederik og Dronning Mary velkommen, når det nye kongepar besøger Sydslesvig tirsdag den 22. oktober.
”Det bliver ikke større. Jeg er uden ord. Det er en utrolig stor ære at få lov til at tage imod kongeparret og være repræsentant for det danske mindretal, der er en hjertesag for mig. Jeg glæder mig enormt”, siger hun.
Der er stadig et par dage, til kongeparret ankommer til det dansk-tyske grænseland. Men forberedelsen har været i gang længe, forklarer Gitte Hougaard-Werner.
”Vores generalsekretariat arbejder på højtryk for at få de sidste detaljer på plads. Der skal være styr på mange ting til sådan et besøg. Drejebog, sikkerhed, presse. Jeg tænker mest på ikke at komme til at skvatte undervejs eller pludseligt stå det forkerte sted. Men jeg er sikker på, at det bliver en god oplevelse, for kongeparret er gode til at udstråle en afslappethed og være naturlige. Det smitter forhåbentligt af på dagen”, siger SSF-formanden, der tidligere har mødt dronning Margrethe samt Kong Frederik, da han stadig var kronprins.
Gitte Hougaard-Werner skal tage imod, når kongeparret ankommer til det historiske voldanlæg Dannevirke nær Slesvig, hvor SSF i mange år har drevet Danevirke Museum, samt ved Flensborghus, hvor en række af det danske mindretals organisationer har deres hovedkontor.
Museet ved Dannevirke er for øjeblikket ved at blive nyopført, og kongeparret skal her have et indblik i arbejdet med det nye museum, som A.P. Møller Fonden har doneret knap 90 millioner kroner til. Ved Flensborghus skal Gitte Hougaard-Werner vise rundt og introducere kongeparret for en række repræsentanter fra mindretallets organisationer.
”Det bliver mange navne at huske, men det skal nok gå”, siger hun.
Kongeparrets visit i Sydslesvig sker som en del af et tiltrædelsesbesøg i Tyskland, hvor Kong Frederik og Dronning Mary officielt bydes velkommen i Berlin af den tyske forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier mandag den 21. oktober. At det danske mindretal og Sydslesvig er blevet koblet på det besøg, er meget flot, siger Gitte Hougaard-Werner.
”I forbindelse med tronskiftet i januar sendte vi som mindretal en hilsen og en invitation, hvor ordlyden var, at vi glæder os til at byde dem velkommen i Sydslesvig, når lejligheden byder sig. At det allerede er nu her ti måneder senere, er helt fantastisk. Det viser, at Kongehuset på trods af tronskiftet på ingen måde har glemt os”, siger Gitte Hougaard-Werner.
Det officielle program for kongeparrets besøg i Tyskland er endnu ikke blevet offentliggjort. Men det er tidligere blevet meddelt, at besøget også vil involvere et stop i Kiel.
Flere nyheder: