J.P.S.S. Clausen om udfaldet fra Fredericia

Den 6. Juli, Kl. 6 Eftm.

Kære Forældre! 

Hurra! Stor Sejr! Vi har i Dag tugtet Insurgen­terne, og det ganske frygteligt. I Morges, eller rettere i Nat, Kl. 1 brød den danske Hær ud af Fæstningen ad tre Udgange mod Nord, tog de fjendtlige Skanser, 2000 Fanger, deriblandt 30 Officerer, et helt Batteri paa 8 Kanoner med Bespænding, alle i Skanserne værende Kanoner, deriblandt de »store og smaa Gry­der«, en Mængde Proviantvogne og Trænvogne, samt mindst 2000 Geværer og meget andet. Fjenden er drevet bort fra Fæstningen over Elbodalen, en større Del er flygtet til Vejle, en mindre Del til Kolding. Der er faldet mange af vore, af hvilke jeg endnu kun kan nævne den tapre og dygtige General Rye. Vor Bataillon har ikke lidt meget, ved 4. Kompagni faldt Kommandersergenten ved min Side og desuden har Kompagniet vistnok 4 døde og 12 saarede. Slaget varede i 7 Timer. 

Vor Glæde er ubeskrivelig!   

Den 8. Juli. Brenderup paa Fyn.

Denne Overgang fra det af Kanonernes Drøn, Bombers Susen gennem Luften og paafølgende Spræng­ning, den spændte Opmærksomhed under de hyppige Vagthold, det lidet civiliserede Liv i den belejrede Fæstning, Spændingen under Kampen og den stor­artede Glæde over Sejren - Overgangen fra alt dette til en fynsk smuk Landsbys Stilleliv gør et højst ejendommeligt Indtryk. Jeg synes, jeg forsømmer noget ved at gaa i Seng og sove som andre Mennesker sover, dette Sybaritliv¹ med bestemte Spisetider, ordent­lig veltillavet Mad og intet, absolut intet andet at tage sig for, end allerhøjst at læse Bataillonsbetalingen, det er næsten for meget af det gode. For dog at be­stille noget, vil jeg nedskrive de Indtryk, jeg modtog den 6. Juli før og under Slaget. At beskrive dette i sin Helhed, dertil mangler jeg enhver som helst Over­sigt, Kendskab og Evne; jeg vil nærmest fortælle, hvad der angaar Bataillonen og mig selv. 

Om Aftenen den 5. Juli stod 5. Bataillon i den Gade, som ligger ud for højre Flanke af Prins Chri­stians Bastion. De andre Batailloner og Jægerkorps var placerede i andre Gader, alt eftersom det passede til den tagne Bestemmelse for Udrykningen. Gene­ralerne kom over omtrent ved 10 Tiden, og henimod Kl. 12 talte de kraftige og opmuntrende Ord, hver til sin Brigade. Uagtet den jævne Smaasnakken, som altid finder Sted, hvor et stort Antal Soldater i længere Tid er samlet, var der dog, naar man fjernede sig lidt, udbredt en mærkværdig Stilhed over den belejrede By, der nu rummede en Hær paa 22 à 23,000 Mand. Kl. 12 3/4 fatter alle Mand Geværerne, Kolonnerne ordnes saaledes, at deres Bredde svarer til det Rum, der haves i den nyudgravede, 8 Fod brede Poterne, gennem hvilken vor Bataillon skal følge efter 3. Jæger­korps. Klokken er 1, min Kaptajn giver mig Tilladelse til at gaa op paa den nærliggende Bastion; Natten er klar og lys, men Nattetaagen over Jorden dækker de igennem Kongens Port fremrykkende Kolonner. Et Øjeblik efter kommer et enkelt Lysglimt, saa tre fire, og tilsidst hele Ildlinier, baade fra vor og fra Fjendens Side. Nu er det en vedvarende Knatren af Geværerne af og til afbrudt af Geværsalver, saa vaagner pludselig de fjendtlige Skanser og sender Bomber ind over Byen, medens Blokhusbatteriet skyder over mod Strib². Hele den venste Fæstningsfront oplader nu ogsaa Munden og sender den ene Kugle efter den anden, af og til ogsaa nogle Bomber, til Insurgenternes³ Skan­ser ved Stoustrup. 

Men nu begynder min Bataillon saa smaat at for­berede Afmarchen. Marchen gaar gennem den med Lygter tarveligt belyste Poterne, og efter at vi har passeret Graven, kniber det med at naa tilstrækkeligt hurtigt op, da der er blevet en lang »Hale« paa Grund af den snævre Gennemgang. Nu kan jeg atter iagt­tage noget af den begyndte Kamp, men efter ganske kort Tid er Brigaden formeret, og det gaar fremad. Forvildede Geværkugler kommer farende med deres ejendommelige hvislende Lyd, der bliver Brug for Ambulancebærerne og de medfølgende Læger. Briga­den avancerer først over »Slugten«, en Forlængelse af det Dalstrøg, der mod Syd er oversvømmet med Vand, i hvilken Slugt Insurgenterne kunde bevæge sig uden at ses fra Fæstningen; til højre og til venstre for os ses alle de andre kæmpende Afdelinger stadig under stærk Fremgang. 3. Jægerkorps tager Retningen mod Hejse Kro, 5. Bataillon kommer op i Højde med det, og passerer det Sted, hvor kort i Forvejen en Afdeling af Korpset har taget en stor Vognpark. 

Kaptajn Nielsen faar, foruden sit eget Kompagni, Kommandoen over 1. Kompagni af 5. og 2 Kompag­nier af 2. Forstærkningsbataillon, vi rykker frem i Kompagnikolonner med Skytterne foran, vore Skytter føres af Sekondløjtnant L., medens jeg har Reserven. Da denne staar temmelig udækket, rykker jeg hen til et Hus, som Løjtnanten ogsaa har foretrukket at blive staaende bagved med en Del af Skytterne, i Stedet for at avancere. Uheldigvis kommer Kaptajnen i samme Øjeblik og bebrejder Løjtnant L., at han ikke er kommet længere, end at han staar i Højde med Re­serven. Løjtnanten redder sig med at sige, at han har gjort Holdt for at ordne Skyttekæden, men at det er Reserven, som har trængt sig ind paa ham. Da nu nogen skal have Skylden, saa bliver det mig, som faar Ordre til at holde mig i reglementmæssig Afstand fra Kæden. Jeg skridter da Afstanden af under Fjendens Ild, trækker Reserven noget spredt tilbage, hvor der ikke er Spor af Dækning, lader folkene lægge sig plat ned, men i kortere Tid, end jeg kan nedskrive dette, har jeg Kommandersergenten og 1 Mand dræbte og 8 Mand saarede. Endelig avancerer Skyttekæden, og kan igen føre Reserven frem til en Plads, hvor jeg kan skaffe den Dækning. Kort Tid efter var vi ved Havreballepasset, Fjenden beskød os da ikke videre livligt og holdt snart op, og vi blev da afløste af en anden Bataillon, hvorefter vi mar­cherede tilbage til en Mark tæt ved og i Læ af Fugl­sangskoven for at tage et Hvil. Kaptajnen spørger mig om Klokken; da jeg tager mit Ur op og ser, at det viser lidt over otte, siger jeg, at jeg maa have glemt at trække det op - jeg troede, at det var Af­ten - det samme troede Kaptajnen ogsaa, thi vi havde jo oplevet saa meget. 

Slaget er nu endt, og efter et længere Hvil faar vi Ordre til at marchere tilbage til Fæstningen. Vi pas­serer Sønderbygaard og de to øst for samme liggende fjendtlige Skanser, der havde generet Prinsens Post og dens Omgivelser en hel Del, men disse Skanser er nu næsten sløjfede. Da vi var kommet indenfor Prin­sens Port, saa vi paa den derværende større Plads Trofæerne opstillede, baade de »smaa« og de »store Gryder«⁴ og alle de andre tagne Kanoner, ialt 31, foruden Køretøjer af alle Slags og meget andet. Skønt vi passerede Vagten med skuldret Gevær, var det umuligt for Mandskabet at holde sig stille i Geledderne, da det saa Skytset; paa en Gang udbryder hele Bataillonen i et vældigt Hurra, og Officererne raaber med. Om selve Kommandanten havde hørt dette Hurra, havde han nok stemt i med. 

Blandt de mange saarede er desværre min kære Ven og Kontubernal fra i Vinter i København, den Gang frivillig Sergent, nu Løjtnant Chr. Møller-Holst. Han ligger paa Billeshave Lazaret, hvor jeg har be­søgt ham. Selv er han ved godt Mod, men Overlæ­gen, som jeg efter Besøget talte med, rystede paa Hovedet. 

Ordforklaringer:

(1) en sybarit er en person, der nyder livet og lever i overdreven luksus.

(2) by på Fyn 4 km nordøst for Middelfart. Her var anlagt en mindre fæstning.

(3) oprørerne

(4) bomber

Kildehenvisning:

J.P.S.S. Clausen: 1848-49-50. En frivilligs dagbog og breve. København. Otto B. Wroblewskis Forlag 1898, s. 90-95.