Lidt overraskende er Palæ Bar fyldt til randen. 

Det er en onsdag eftermiddag i slutningen af november, og selvom det er den tid på året, hvor man mest af alt har lyst til at være indenfor og slubre af noget varmt, er der fortsat et par timer til fyraften. 

Ikke desto mindre er omgivelserne ideelle for Tine Bruhn, der efter 20 år som jazzsangerinde i New York er vant til små barer med mange mennesker. 

”Jeg har faktisk aldrig været herinde før, men kun stået udenfor. Her er altid fyldt”, fortæller hun, mens vi sætter os til rette ved et lille bord i hjørnet, som er blevet reserveret til lejligheden.

Palæ Bar, der ligger i Ny Adelgade, en sidegade til Kongens Nytorv i København, er kendt for sine intime jazzkoncerter, og på væggene er billeder af jazzlegender som Billie Holiday sat op ved siden af gamle danske reklameskilte. En trompet og et valdhorn hænger ned fra loftet i hver sit hjørne, så man ikke er i tvivl om, at det her er et sted med en tilknytning til en særlig slags musik. 

”Min første koncert i Danmark var i 2015 på Café Intime på Frederiksberg. Det minder en del om Palæ Bar, bortset fra at man må ryge indenfor. Det var en forfærdelig oplevelse, og jeg drak så mange fadøl for at prøve at smøre stemmen. Men det hjalp ikke rigtigt, og det var virkelig en udfordring at synge på grund af al den cigaretrøg”, griner Tine Bruhn, da vi har fået serveret en juleøl og en alkoholfri øl.

Tine Bruhn er født og opvokset i Flensborg som en del af det danske mindretal i Sydslesvig, men har brugt det meste af sit liv på at forfølge drømmen om en karriere i jazzmusikken i USA. Gennem årene er det blevet til utallige koncerter og to albums. Coronapandemien betød imidlertid, at hun søgte tilbage på tværs af Atlanten og endte med at slå sig ned i København hos sin danske kæreste Tue, som hun havde mødt i New York. I dag bor de to delvist i en lejlighed i Valby og på en firlænget gård i den midtsjællandske landsby Mørkøv Kirkeby, hvorfra Tine Bruhn på ny forsøger at få gang i musikkarrieren. 

”Det var slet ikke i mine tanker, at jeg skulle flytte væk fra USA. Det skete egentlig bare. ’Life happens’. Jeg havde aldrig boet i Danmark, før jeg flyttede ind hos min kæreste”, forklarer hun.

Kvart i Fire

På trods af de mange år i USA er Tine Bruhn et forholdsvist kendt navn i Sydslesvig. Hun har givet flere koncerter i Flensborg, når hun har været på besøg i Europa, og i sine unge år var hun en del af den vellidte a cappella-kvartet ’Kvart i Fire’. 

”Vi sang sammen gennem fem år og blev faktisk ret gode. Vi kørte Sydslesvig tyndt og havde ofte koncerter hver weekend. Det var til skolefester, foreningsarrangementer og valgaftener. Ja, alt muligt. Vi har faktisk også optrådt til Grænseforeningens Sendemandsmøde i Nyborg, men jeg kan ikke huske årstallet”, siger Tine Bruhn, der endda oplevede at blive kritiseret i det danske mindretals avis, Flensborg Avis, på grund af en optræden. 

”Vi gav engang koncert til et valgmøde for det tyske parti SPD. Det blev nogle fra mindretallet ret sure over, og der kom flere læserbreve i Flensborg Avis. De mente ikke, at det kunne være rigtigt, at fire unge fra mindretallets gymnasium (Duborg-Skolen, red.) skulle synge til et arrangement for SPD. Så måtte vi jo forklare, at vi altså ikke var politiske og jo også skulle optræde hos mindretallets parti, SSW”, siger Tine Bruhn. 

Et kald at synge

Tine Bruhn har sunget hele livet. Hun husker, at hun allerede i børnehaven syntes, det var sjovt at synge og stå i front. Og da hun begyndte til kor, fik hun hurtigt flere solosange.

”Jeg tror, at jeg fra en ung alder oplevede, at jeg var god til at synge, og at jeg elskede musik. Det var ligesom et kald på en eller anden måde. Jeg kunne godt lide at stå en scene. Og langsomt udviklede den der drøm sig om at blive berømt. Jeg har da også stået foran et spejl med en hårbørste og leget Sanne Salomonsen”, siger Tine Bruhn.

Det var Tine Bruhns mor, der introducerede hende for jazzmusikken. Hun spillede lidt forskellige plader derhjemme og tog hende ofte med til koncerter på Flensborghus, der er centrum for det danske foreningsliv i Sydslesvig. 

”Jeg husker det som om, at der var koncerter konstant, enten klassisk eller jazz. Jeg har hørt bl.a. Danmarks Radios Big Band og den verdensberømte jazzbassist Niels-Henning Ørsted Pedersen flere gange. Det var virkelig godt”, siger hun.

”Jeg husker også en koncert med den danske sangerinde Trinelise Væring. Hun sang nogle superfede sange, drak et glas rødvin, og på et tidspunkt tog hun så sine højhælede sko af, for dem gad hun ikke have på mere. Det var jeg helt vild med. Jeg synes bare, at hun var for sej og tænkte, at det der ville jeg også. På det tidspunkt gik jeg i 3.g og havde store drømme”, tilføjer Tine Bruhn.

Et semester blev til et halvt liv

Ikke længe efter sker der to ting, som får afgørende betydning for Tine Bruhns videre vej i musikken. Efter at have indspillet CD’en ’Go 4 It!’, som Grænseforeningen bl.a. støttede, vælger ’Kvart i Fire’ at gå hver til sit. Omkring samme tid møder Tine Bruhn den sønderborgske musiker Mads Granum, der i dag bl.a. er kendt for sit bidrag til den danske salmebog.

”Han var netop kommet hjem fra Boston, hvor han havde studeret på Berklee Collage of Music. Vi lavede en koncert sammen, hvor han havde en japansk trommeslager med, som han havde studeret med. De to havde bare et helt andet musikalsk sprog, som jeg slet ikke havde oplevet endnu i Flensborg. Det var meget internationalt og meget inspirerende. Det skulle jeg altså prøve”, siger Tine Bruhn. 

I 1998 bliver Tine Bruhn student og rejser til Boston. Det er hendes bedsteforældre, der har foræret hende et enkelt semester i gave, uden at vide at det bliver begyndelsen på mere end 20 år, hvor deres barnebarn har fast adresse i USA. 

”Det var en kæmpe oplevelse at lande i USA dengang. Jeg tog en taxa til Berklee og blev indkvarteret på et værelse med to senge. Jeg havde ikke andet med end en kuffert med tøj, en sovepose, min bamse og så 15 CD’er, bl.a. Søs Fengers ’On Holiday’. Det var en af mine første jazzplader, og jeg synes, at den var vildt fed, fordi det var noget med at være på ferie. Det var først langt senere, at jeg forstod, at den hedder sådan, fordi hun synger Billie Holiday-sange”, griner Tine Bruhn.

Den anden seng på værelset blev senere på dagen fyldt ud af amerikanske Chrissa fra Miami. 

”Hun havde de længste lilla negle med måner og stjerner på. Hun var så amerikansk og var bare en total ’beach girl’. Men vi endte med at blive rigtig gode venner, og jeg besøgte hende faktisk sidste år i North Carolina”, siger hun. 

Tine Bruhn fortæller, at hun dengang regnede med at tilbringe et halvt år i USA. Og så skulle hun altså hjem og studere, sandsynligvis i København.

”Jeg tror, jeg var meget naiv dengang. Jeg havde ikke høje tanker om amerikanerne og tænkte nok, at de var lidt dumme og uden kultur. Men jeg faldt bare fladask for deres åbenhed og den musik, jeg mødte. Jeg blev så optaget af amerikansk kultur og historie. De sortes historie. Og de lærere, jeg mødte, var bare megadygtige”, siger hun.

”Jeg havde også mange gode lærere i Sydslesvig, særligt musiklærerne, men det var bare på et andet niveau på Berklee. Jeg husker tydeligt min første sanglærer Donna McElroy. Hun var sådan en stor, sort kvinde med så meget personlighed. Som det første satte hun mig til at synge ’Amazing Grace’, og jeg tænkte, ’det kan jeg da sagtens’, men hold op, hvor er der meget, man ikke ved”, fortæller Tine Bruhn. 

If I can make it here 

Det lykkedes løbende Tine Bruhn at skrabe penge sammen, så hun kunne færdiggøre uddannelsen på Berklee, og efter tre år i Boston er hun klar til at forsøge sig på den amerikansk jazzscene i en af de helt store byer. Sammen med sin daværende amerikanske kæreste ender valget på New York. 

”Vi kiggede også på Los Angeles, men vi havde simpelthen ikke råd til flybilletten. Så det blev New York, hvor vi kunne leje en flyttebil for 19 dollars”, siger Tine Bruhn, der kort efter ankomsten til byen, der aldrig sover, fik et arbejde som tjener på en restaurant i Greenwich Village i den sydvestlige del af Manhattan. 

”Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle arbejde på en restaurant. Det var alt for stressende, syntes jeg. Men jeg blev faktisk ret vild med det og endte med at være samme sted i syv år”, siger hun.

Tilfældigvis lå der ved siden af restauranten en lille jazzbar ved navn ’Zinc Bar’, som skulle vise sig at blive Tine Bruhns andet hjem. 

”Det var et lillebitte sted nede i en kælder med meget mørk belysning og nærmest ingen scene. Det var en helt anden verden, og der var altid den vildeste musik. Det første år hang jeg bare ud der efter arbejde og lærte en masse folk at kende”, fortæller Tine Bruhn.  

”På et tidspunkt spørger jeg så barens chef, om det ikke er på tide, at jeg får en fast koncerttid. Og på den måde fik jeg lov til at spille en onsdag først på aftenen en gang om måneden. Det var stort. Og siden da har det været faktisk min hjemmebane i New York, og jeg har holdt mange koncerter der, og de har været loyale overfor mig”, tilføjer hun. 

I 2009 udgiver hun albummet ’Entranced’, der i 2013 bliver fulgt op af albummet ’Nearness’. Begge albums er med til at etablere hende som et respekteret navn på den newyorkske jazzscene og skaffer hende koncerter mange steder i og udenfor byen. Og i en god rum tid lever hun et forrygende liv.

”Der var mange dage, hvor jeg arbejdede på restauranten til omkring midnat og tog videre til jazzbaren for at mødes med mine venner. Så sad man der og drak whisky og lyttede til god musik. Klokken tre eller fire gik man så hjem, og klokken 11 var man så på arbejde igen. Og det var vildt inspirerende, fordi musikken hver aften var på top, top, top niveau. I den periode var jeg aldrig i tvivl om, at jeg var landet det rigtige sted”, siger Tine Bruhn.

”Men det var også hårdt, for man tjener ingen penge som musiker i New York. Jeg har aldrig kunnet leve af musikken. På den måde var det altid sjovt og altid svært at være i byen. Tiden er fløjet afsted, men jeg har også brugt meget energi på at tænke over, hvordan jeg skulle betale mine regninger og overleve”, fortæller hun. 

En ny identitet

I dag har Tine Bruhn efterhånden fundet sig godt til rette i Danmark. Inden verden lukkede ned som følge af coronapandemien, nåede hun at spille to udsolgte koncerter på det kendte jazzspillested Montmartre i København, og det gav hende ny selvtillid.

”Det var en hyldestkoncert til Joni Mitchell, der fyldte 75 år i 2018. Det føltes meget som en milepæl at have udsolgt et af de vigtigste jazzsteder i København, og jeg var så klar på at arbejde videre med det. Men så gik alt i stå”, siger hun. 

Ikke desto mindre gav det hende en retning at arbejde i. Den canadiske sangerinde Joni Mitchell blandede elementer af folk, jazz og rock, og det samme forsøger Tine Bruhn nu at gøre. 

”Det har været svært at finde ud af, hvor jeg hører til i Danmark som musiker. I New York tog det jo også lang tid at komme ind i jazzmiljøet. Og nu har jeg skulle opbygge en ny musikalsk identitet. Jeg kan mærke, at jeg er ved at være det rigtige sted, men jeg er stadigvæk ikke dér, hvor jeg gerne vil være”, siger hun.

”Næste projekt er at lave en ny plade. Jeg har jo lavet to, og jeg kan bare mærke, at jeg skal have noget mere ud. Jeg har bare ikke vidst, hvad skulle være, og hvordan jeg fandt ud af det. Men nu er jeg ved at have en idé, der faktisk gør mig spændt. Jeg er stadig i gang med at dykke ned i genren og lære andres musik. Det gør man også i jazzen”, siger Tine Bruhn, der også nævner amerikanske Bob Dylan, Gillian Welch og Bonnie Raitt som andre inspirationer.

Når interviewet her udkommer i februar, har Tine Bruhn faktisk spillet to koncerter på Det lille Teater i Flensborg, en julekoncert i Vetterslev Kirke nær Ringsted samt en nytårskoncert i januar hos Grænseforeningen Aarhus. Det bliver en slags startskud for det nye projekt. 

”Jeg glæder mig. Jeg har altid elsket at komme til Flensborg. Det er jo mit hjem”, slutter Tine Bruhn.