Mod grænseoverskridende horisonter
Fra den 2.-10. maj byder folkBALTICA Festival op til musik på begge sider af den dansk-tyske grænse med et program, der strækker sig fra Slesvig-Holsten til Grønland, og det begynder i Sønderborg og Husum.
Bandet 'Stundom' er huskunstnere på årets folkBALTICA Festival fra den 2.-10. maj.
Foto: Poul Struve Nielsen/Grænseforeningen
Af Poul Struve Nielsen
Så går det løs.
Fra den 2. til den 10. maj står den dansk-tyske grænseregion igen i folkemusikkens tegn, når den grænseoverskridende folkBALTICA Festival finder sted med titlen ’Horisonter’.
Festivalen inviterer til en rejse mod åbne horisonter fra Slesvig-Holsten og Sønderjylland over Nordsøen til Grønland og i den modsatte retning dybt ind i Østersøen til de tre baltiske lande.
Lørdag den 2. maj og søndag den 3. maj er der åbningskoncerter i Koncertsalen Alsion i Sønderborg og i Messe- og Kongrescentret i Husum. Og så er der ellers et rigt program hele den kommende uge.
Der optræder undtagelsesvist tre huskunstnere ved folkBALTICA-festivalen i 2026. Normalt er det én, men denne gang er valget faldet på et band, nemlig det danske band ’Stundom’.
Og de er glade for at være med, for selv om de er fra København, er de glade for at være i det dansk-tyske grænseland.
Stundom er Emma Elmøe, Villads Hoffmann og Julian Svejgaard. Med deres instrumenter violin, cittern og klaver udgør de tre musikere et af de mest populære navne på den aktuelle nordiske folkemusikscene, og de har tidligere optrådt på folkBALTICA.
Men de har også været i grænselandet ved andre lejligheder.
Blandt andet har musikerne fra Stundom været instruktører på ’Jugend Herbst Folk’ (ungdom, efterår, folkemusik) på Jugendhof Scheersberg ved Flensborg. Stundom optrådte også sammen med folkBALTICA Ensembet på dette års Tønder Festival.
”Det er anderledes at komme på en festival med to sprog, så det glæder vi os også til,” siger violinist Emma Elmøe.
Det opleves som noget særligt, at et helt band er blevet udvalgt som huskunstnere.
”Vi er begejstrede over, at festivalen tør at satse på den fælles energi, der opstår mellem musikere, der sammen skaber musik. For os understreger det også den smukke tanke, at musik er en arena, der lever af fællesskab og møder mellem mennesker – på tværs af generationer, genrer og grænser,” siger pianist Julian Svejgaard.
Samarbejde
Stundom glæder sig også til samarbejdet med folkBALTICA Ensemblet.
”Det har en særlig plads i vores hjerter, at vi skal komponere et værk musik til ensemblet og spille det sammen med dem. Det bliver stort!”, lover Julian Svejgaard.
Årets huskunstnere betegner ensemblet som det bedste amatørorkester på den nordiske folkemusikscene.
”Hvis vi havde boet tættere på, ville vi alle tre have været med i det”, siger violinist Emma Elmøe.
Julian Svejgaard har desuden optrådt med Insel Ensemble, som er et ensemble med musikere fra Vadehavsøerne, der hører til både Danmark og Tyskland, men hvor musikken viser, de er helt deres egne og har en del til fælles.
”Det projekt bygger bro ind til, hvad vi skal lave med Stundom. Jeg har arbejdet med ensemblet i 2-3 år,” fortæller han.
Horisonter
Årets festival har som nævnt temaet ’Horisonter’.
”Horisonter er ikke bare udsigten herfra, det er ikke bare på den anden side af grænsen. Vi skal længere væk”, siger festivalens kunstneriske leder Harald Haugaard.
Og horisonterne bliver udvidet. De inviterede musikere kommer fra alle Østersøens EU-lande samt Norge, Shetlandsøerne og Grønland. Hvert år inviterer folkBALTICA kendte stjerner og nye talenter inden for folkemusikken.
”Resultatet af det er fremragende musikalske optrædener og møder, der giver genlyd længe efter. I år har vi blandt andre den bayerske tubaist Andreas Hofmeir, den grønlandske sanger Rasmus Lyberth, sangskriveren Ove Thomsen fra Nordfrisland, vokalgruppen ’Baltic Sisters’ fra Baltikum og de lokale helte ’Pabamet’ med,” siger Harald Haugaard.
Rasmus Lyberth optræder søndag dem 10. maj i Rinkenæs Korskirke, Gråsten. Og han synger på grønlandsk. Sidste år talte han om sprog i et interview med magasinet Grænsen, der udgives af Grænseforeningen.
”For mig er sproget en del af verden og livet. Vi har altid haft vores eget sprog. Også før vi blev venner med danskerne. Danskerne snakker dansk. Det gør vi også. Og når vi er sammen som grønlændere, snakker vi grønlandsk.”
“Jeg har sunget på grønlandsk i mange år, og der er ikke nogen, der forstår en skid. Alligevel har jeg tjent penge på det. Jeg synger på grønlandsk, så folk ude i verden kan opleve, at der ligger et land langt nordpå, som har deres eget sprog”, sagde Rasmus Lyberth.
Men der er altså både lokale islæt og oplevelser med kunstnere fra mange andre steder, når folkBALTICA spiller forskellige steder hen over grænsen mellem Danmark og Tyskland.
Flere nyheder: