Strid om grænsedragningen er årsagen til, at statsministeren alene kan udskrive valg

af Poul Struve Nielsen

Når det indtil i forgårs, den 26. februar, kun var statsministeren, der kendte datoen for valget til Folketinget, så er det en rodfæstet tradition i dansk parlamentarisme. Traditionen er med grundlovsændringen fra 1953. Men den er rodfæstet længere tilbage i Danmarkshistorien. Og den har i rod i konflikten om Slesvig og grænsedragningen i 1920.

Den 29. marts 1920 afskedigede kong Christian X ministeriet Zahle. Krisen var en uenighed om det sønderjyske grænsespørgsmål mellem den socialdemokratisk støttede radikale regering på den ene side og den borgerlige opposition i Folketinget og kongen på den anden.

Baggrunden for krisen var ifølge Grænseforeningens Leksikon først og fremmest spørgsmålet om folkeafstemningerne om grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland efter 1. Verdenskrig. Ministeriet Zahle mente, at der ved afstemningerne var truffet en endelig afgørelse og fik flertal for dette synspunkt i Folketinget den 26. marts 1920, hvorefter Folketingets medlemmer tog på påskeferie.

I Grænseforeningens Leksikon kan man læse, at Flensborgbevægelsen, der ønskede en grænse syd om Flensborg, under ledelse af bl.a. Peter Grau, H.D. Kloppenborg-Skrumsager og chefredaktør for Flensborg Avis, Ernst Christiansen igangsatte en kraftig agitation imod dette synspunkt og påvirkede bl.a. gennem oberst Erik With den nationalt stærkt engagerede konge til at afskedige regeringen.

Kongen udpegede sin politisk totalt uerfarne højesteretssagfører Otto Liebe som ny statsminister. 

Kongens afskedigelse af ministeriet Zahle blev af Socialdemokratiet og De Radikale betragtet som grundlovsstridigt og derfor som et statskup. Store demonstrationer på Amalienborg Slotspark og trusler om generalstrejke fulgte, samtidig med at Socialdemokratiets formand, Th. Stauning, gav kongen et ultimatum: Regeringen Zahle skulle genindsættes, og rigsdagen indkaldes.

Efter at der var blevet forhandlet i fem dage, bøjede kongen sig, og parterne enedes påskesøndag den 4. april om et kompromis. Forretningsministeriet Friis kom til, og der blev udskrevet nyvalg til afholdelse den 26. april, hvorefter generalstrejken og storkonflikten blev afblæst. 

Påskekrisen er udgangspunktet for det parlamentariske system, vi har i dag, hvor det er statsministeren, der alene udskriver valget.

Med i optakten til påskekrisen hører også, at den daværende borgerlige opposition og erhvervslivet var utilfredse med regeringens fortsættelse af en reguleringsøkonomi fra krigens tid. Og der var også et element, som minder om USA i dag, hvor man i nogle af delstaterne prøver at ændre valgkredsene til det regerende partis fordel. Venstre frygtede, at regeringens forslag til en ny valglov ville betyde færre Venstremandater.

Men det væsentlige var spørgsmålet om grænsen mellem Danmark og Tyskland. Resultatet blev, at vi har den grænse, vi har i dag. Og at vi har et dansk mindretal syd for grænsen og et dansk kulturliv i Sydslesvig, selv om området ligger i Tyskland.

Godt påskevalg!