Hatlund – Langballe Danske Skole ligger 25 km øst for Flensborg på noget, der ligner en pløjemark. Der er i alt 100 børn i børnehaven og skolen, som er en del af det danske skolesystem, og som drives af Dansk Skoleforening for Sydslesvig. 

100 børn i alderen 1-12 år, der taler dansk i Hatlund. 

Skoleleder Klaus Andersen viser mig rundt på skolens område, og vi ender ved hegnet til pløjemarken foran skolebygningen i vintersolens tynde lys og strækker os på tå i forsøget på at få øje på Sønderborg og Danmark på den anden side af sundet. 

“Det er lige derovre. Kun otte km i fugleflugt”, forklarer Klaus, men vi kan ikke se noget. Det er for diset.

Skolen ligger på vejen mellem Flensborg og det sted, hvor Femern-forbindelsen om nogle år kommer til at redefinere naboskabet mellem Tyskland og Danmark. Igen. 

Og skabe nye bånd mellem mennesker fra vores to lande. Og her ved pløjemarken? Der lugter, helt ærligt lidt, af gylle. 

Åbenhed og kultur

Der er fem fuldtidsansatte lærere på skolen. Henrik, Markus, Eva, Nicole og Skrollan.

Henrik underviser første klasserne i matematik. Han er uddannet som lærer på seminariet i Haderslev, men underviser også i musik, og er ret ferm på en guitar. Skolens anden matematiklærer, Markus, der tager sig af 2. og 3. klasserne, er uddannet på seminariet i Tønder og underviser også i religion og kristendomskundskab. Nicole underviser 4., 5. og 6. klasserne, men hun er syg med feber, og derfor fungerer skoleleder Klaus også som vikar for skolens ældste elever i dag. 

Udover at være vikar, skoleleder, skolebibliotekar, korleder, bestyrelsesmedlem i Sydslesvigsk Forenings lokale afdeling, byggeleder, far til to og fundraiser, har Klaus også det mindste skolelederkontor jeg har set i mange år. Til gengæld har han og kollegerne været med til at forhandle mere jord til børnehaven og skolen med en lokal bonde, gjort den gamle gymnastiksal til lokalområdets mødested med yoga, badminton, dans og selvfølgelig julefest med Lucia-optog. 

Skolen kæmper også en brav kamp for børnenes trafiksikkerhed på den travle og farlige hovedvej til Flensborg, som jo er børnenes skolevej. Det er en sag som ikke er nem at løse, og et glimt af en markering af en dødsulykke på landevejen på vej til Hatlund med krans og bånd i vejkanten, sætter udfordringerne i perspektiv. Klaus beskriver, hvordan børnene er nødt til at krydse hovedvejen på deres cykler fra de omkringliggende småbyer for at komme i skole. Også om vinteren i mørke, da hovedvejen ikke er oplyst. 

“Vorsicht! Kleine Füsse, grosse Zukunft” står der på trafik advarselsplakaten udenfor skolen.

“Vær opmærksom! Små fødder, stor fremtid”. 

“Nehmt Rücksicht auf unsere Schulkinder, eure Gemeinde Steinbergkirche.” 

“Vis hensyn til vores skolebørn, venlig hilsen jeres Steinbergkirche kommune”.

Skiltene omkring skolen er både tyske og danske. Advarslerne der skal øge opmærksomheden omkring de yngste trafikanter ud til hovedvejen er på tysk. Det samme er stoppestedet i bus app’en, mens skolens skilte ‘Hatlund-Langballe Danske skole’ er på dansk med en illustration af Dannebrog. Europarådet anbefaler tosproget skiltning, hvor mindretallene færdes. 

Det fremmer sameksistensen, integrationen og tydeliggørelsen af den flerkulturelle arv. Effekten og virkningen af den symbolske anerkendelse er vigtig. Skolens ansatte er også et mix af dansk og tysksprogede. Sprogene snor sig ind og ud mellem hinanden. Opgaverne er mange og pedelstillingen er nedlagt. 

“Men det går alt sammen”, siger Klaus og fortsætter:

“Der er ikke længere nogen af skolens elever, der cykler til skole i vinterhalvårets mørke. Forældrene kører dem i bil, og det er jeg glad for”.

Alene med første klasse

Skoleleder Klaus er ikke til stede under mit besøg i skolens første klasse, da han jo skal være vikar og undervise skolens ældste elever, men jeg har fået besked på, at jeg kan spørge børnene om lige hvad jeg vil – og et spørgsmål til de unge elever brænder sig på.

“Hvem har lært jer at tale dansk?”. 

Jeg har nemlig set tal der viser, at cirka en tredjedel af eleverne på de danske skoler i grænseområdet har danske forældre. Det danske mindretal svinder, mens tilstrømningen til de danske skoler samtidig eksploderer i disse år.

Så. “Hvem har lært jer at tale dansk?”, spørger jeg. Næsten alle eleverne på 6 og 7 år er klar med hånden i vejret. Klar til at svare. “Børnehaven”. “Børnehaven”. Og igen. “Børnehaven”. Det er altså Hatlunds børnehaves pædagoger der har lært børnene i første klasse på skolen at tale dansk. De sidste 20-30 procent af eleverne svarer “mor” og en enkelt: “far”.

Det er tyske familier i Sydslesvig, der sender deres børn hen til skoleleder Klaus på den danske skole. Og der er flere af disse tyske familier på skolen, end danske mindretals familier. 

Alligevel fremstår skolen på alle måder som en helt normal lille skole i Danmark. Det er særligt.

Kulturhus til fremtiden

Hatlund danske skole og børnehave har eksisteret siden 1952, børnehaven fik sin egen bygning i 2008 og nyeste byggeprojekt er den gamle nedlagte pedelbolig på skolens grund, som har stået tom de sidste 5-6 år og nu er under ombygning. 

Det lille lokalsamfund har samlet sig om ønsket om flere mødefaciliteter og rum til fællesspisning, især fordi skolens lille gymnastiksal er booket mange aftener om ugen til fritidsaktiviteter. Omhyggeligt og bæredygtigt renoveret kommer den tidligere pedelbolig til at danne en ny ramme om den danske kultur i Sydslesvig mere end 100 år siden den sidste grænsedragning mellem Danmark og Tyskland. Alt sammen i tæt sammenhæng med det daglige arbejde i børnehaven og på skolen.

Klaus og de andre frivillige har rejst pengene til renoveringen via en ansøgning til Sydslesvigsk Forening og Sydslesvigudvalget, og styrer selv byggeriet. Ved fælles hjælp er de gamle radiatorer blevet renset for maling og genmalet, der er bygget garderobe og sat nye køkkenelementer op i anretterkøkkenet. 

Det nye hus har fået navnet Hatlundhus. En sproglig hilsen til historiske Flensborghus, som er centrum for det danske mindretals kulturelle arbejde i Sydslesvig. Skiltet til er ikke malet endnu, men det er i proces. En håndværker går og pudser facaden. Nu mangler kun arbejdet med flisegangen, som skal renoveres med handicap adgang. 

Tysk i frikvarterer og skolegård

Matematiklærer Marcus har undervist på skolen i et år, og han kan godt huske sin egen skolegårdsleg tilbage i 1980’ernes grænseland. Han gik på dansk skole i Flensborg og i frikvartererne under vild leg og boldspil slog han og klassekammeraterne over i tysk. 

“Tysk var vores modersmål og legesprog. Det er helt naturligt”, forklarer han. 

Det samme sker på Hatlund skole i dag, men i modsætning til i Marcus´ skoletid irettesætter lærere, pædagoger og gårdvagt ikke børnene på skolen, hvis de leger på tysk i frikvartererne. 

“Vi udskammer ikke børnene. Vi ved jo at langt de fleste er tosprogede. Og at tysk, ikke dansk, er deres første sprog”, fortæller han. 

“Der er ingen skam i at lege på, og tale tysk i skolegården, men i undervisningen taler vi dansk”. 

Forskning viser at mindretalssprog er identitetsdannelse for de mennesker der taler dem. Selvom mange af børnene i børnehave og skole nok mest taler dansk netop her, så viser forskningen at sproget har en stor betydning for børnene og de unges identitet, selvom sproget udelukkende tales i skolen. De danske ord og den danske kultur bliver en del af hvem disse børn er. 

Ligesom børn undervist på frie grundskoler og Lilleskoler, Rudolf Steiner eller Montessori skoler i Danmark, tager eleverne fra de danske skoler i Sydslesvig skolekulturen med sig i voksenlivet. 100 børn der lever en hverdag med dansk sprog og kultur i Hatlund. 

Tyske børn i danske skoler

“Hvorfor sender de tyske familier deres børn i dansk skole?”, spørger jeg Klaus. 

“Fordi de kan lide stemningen og kulturen på skolen. Det faglige indhold har høj kvalitet, og fordi de bor i lokalområdet. De prioriterer den lokale nærhed”, svarer han. 

Det tager pædagogerne seks måneder at lære børnene dansk i børnehaven, og lærerne lidt længere, cirka 9 måneder, hvis børnene først starter med dansk i første klasse. 

“Men jeg har også lært en masse dansk af min storebror”, fortæller en af drengene i første klasse. Og flere stemmer i. Dansk og tysk. Tysk og dansk. 

I kælderen viser Klaus mig rundt i det lille bibliotek med hygge og læsekrog. Her står de nyeste danske børnebogstitler. ‘Mira’, ‘Ternet Ninja’, ‘Vitello’ og selvfølgelig H.C Andersen. De røde bogkasser fra det danske bibliotek inde i Flensborg står klar til bogbussens næste besøg. Bussen kommer en gang om måneden med nye forsyninger. Klaus har organiseret en ordning med eleverne og deres familier, så de let kan låne og aflevere de danske bøger i en stor hvid plastik kasse fra IKEA med påskriften ‘Bøger til D.C-biblioteket.’ 

Jeg gætter mig til at D.C betyder Danske Centralbibliotek, som ligger i Flensborg. En af grænselandets imponerende kulturinstitutioner. Den hvide bogkasse står lige ved hoveddøren til skolen og garderoben. Den er til at få øje på. Der er absolut ingen undskyldninger for at aflevere de danske biblioteksbøger for sent. På skolen lærer børnene også tysk, som på skolen defineres som et fremmedsprog. 

Sprog. Sprog. Sprog

Klaus er en sprognørd. Han taler flydende tysk og dansk. Og fransk. Han interesserer sig for sprog og er vild med sprog. Han viser mig en af sine små post-it-sedler fra opslagstavlen på hans lille kontor, hvor han i hast har skriblet en sætning fra en sprogobservation blandt eleverne i anden klasse. Det var en elev der skulle smide et æbleskrog ud, men ikke ramte skraldespanden. Og en anden elev bemærkede; “Kan du smide det rigtig vej henne?”. 

Ordstillingen er tysk, men ordene er danske. 

Dansk: “Kan du smide det, den rigtige vej?”.

Tysk: “Kan du smide det rigtig vej henne?”. 

Igen summer sprogene mellem hinanden. Der står en dato på Klaus’ seddel. 17. oktober 2025. På sedlen står også navnet på den elev, der sagde sætningen.

“Jeg synes det er så spændende at høre dem finde deres vej i det danske sprog. Opmærksomheden mod det danske sprog er vores hovedopgave”, smiler Klaus og fortsætter. 

“Eleverne her er dygtige til at tale dansk, når de rykker ud af vores skole og videre ind på Jens 
Jessen-skolen i Flensborg efter 
6. klasse”. 

Det danske skolesystem står stadig rigtig stærkt i dette historiske landskab i Angel, den nordøstlige del af Sydslesvig. 

Dansk kultur er et levende og aktivt tilvalg

En ting er sproget. En anden ting er dansk kultur. Højtider og mærkedage. Foreningsliv. Legepladser. Humor. Tillid. Frivillighed. Højskolesangbog. Elevdemokrati. De danske pædagoger og lærere, og senere gymnasielærere er fannerbærere og centrale kulturformidlere i mindretalsarbejdet. Så de danske og dansktalende pædagoger og lærere i grænselandet endnu vigtigere. 

De står i hjertet af arbejdet, der betyder at almindelige tyske familier, der lever side om side med det danske mindretal, cirka 50.000 borgere i Sydslesvig, kender til dansk kultur, sprog og går til det med åbenhed og nysgerrighed. Så meget, at mange tyske forældre ønsker at deres børn skal gå på dansk skole. 

I dag driver Dansk Skoleforening for Sydslesvig 55 dagtilbud og 43 skoler, heraf to med gymnasial overbygning; Duborg-Skolen og A.P. Møller Skolen. Cirka 5700 familier bruger skoleforeningens børnehave og skoletilbud i Sydslesvig.

De danske skoler og daginstitutioner er kvalitets tilbud på linje med de kommunale tyske skoler og privatskoler som Rudolf Steinerskoler og Montessori skoler i Grænselandet, og skriver sig på mange måder ind i den samme tradition som sidstnævnte, nemlig Friskole traditionen. Skoleforeningens danske skoler repræsenterer kulturudveksling og diplomati i sin fineste form, og skolearbejdet er historisk og helt centralt for forholdet mellem Danmark og Tyskland. Tyskland er Danmarks største nabo og næststørste eksportmarked. Europas stærkeste økonomi.

Økosystemet omkring skolerne er finansieret af den danske stat og afhængigt af en konstant tilstrømning af unge engagerede lærere og pædagoger fra de danske seminarier og pædagoguddannelser til grænseområdets skoler og daginstitutioner.

Det er vigtigt at unge dansktalende lærere og pædagog studerende fortsat får interesse for arbejdet i grænselandet. Pædagoguddannelsen: UC SYD tilbyder uddannelsen i byer som Esbjerg, Kolding, Tønder og Aabenraa.

Den store historie i Grænselandet

Tilbage i første klasse. Jeg stiller et sidste spørgsmål. 

“Hvorfor taler man egentlig dansk på jeres skole?”

Der er stille. Børnene på 6 og 7 år tænker sig godt om, men de ved det faktisk ikke. Og så alligevel. 

En spinkel pige rækker hånden op.                     

Hun fortæller, at der engang boede danskere her, at der var en krig, og at der også skal være skoler til dem, der taler dansk efter der blev fred. Det har hendes dansktalende mor fortalt hende. Klassekammeraterne lytter opmærksomt. 

Jeg tror ikke, de har hørt hende fortælle den historie før. Hendes svar handler om krig, fred og modersmål. 

Modersmål er det fine begreb, som beskriver det sprog, man som barn, er givet af sine forældre. Modersmål er det sprog, et menneske tilegner sig i den tidlige barndom som det første i sit liv, sædvanligvis i sine forældres hjem. Mange børn tilegner sig ét eller flere andre sprog i barndommen og bliver dermed to eller flersprogede. For mange af dem vil modersmålet bevare en særstilling som det eneste sprog, hvori de kan finde nuancerede udtryk for deres tanker og følelser. Modersmålet er derfor en væsentlig bestanddel af menneskers personlige og samfundsmæssige identitet. 

Cirka totredjedele af børnene her på Hatlund skole har ikke dansk som modersmål. Deres forældre er dansksindede, tysktalende sydslesvigere. Alligevel går børnene på skolen hver dag og uddannes i det danske skolesystem i Sydslesvig. Dansk bliver et sprog, de kan udtrykke deres tanker og følelser nuanceret i. Og i dialog med et andet dansktalende menneske vil eleverne fra Hatlund have en større mulighed for at gøre sig forståelige og føre en samtale fuld af nuance og præcision.

Også på et moderne dansk, da sprogene jo udvikler sig hele tiden. Nye tider, nye ord.

Vejen for kommunikation om dansk kultur og historie i Sydslesvig i grænseområdet ligger således åben. Også i næste generation. Den danske mindretals forsker og historiker Jørgen Kühl siger det sådan her: “Medlemmerne af det danske mindretal forstår og taler dansk og tysk helt overvejende på modersmålsniveau. Den kontinuerlige brug og fremme af det danske sprog er grundlaget for hele mindretals arbejdet. De danske skoler og børnehaver er af særlig betydning for dansk sprogkompetence”.

Mark

Tilbage på marken hos Klaus. Jeg ser på den høje mand med det brede ansigt. Jeg tror ikke man kan stå et tryggere sted i Hatlund sogn med dygtige mennesker der hver dag arbejder med relationerne mellem Danmark og Tyskland med stor åbenhed og i børnehøjde i alle dets former og udgaver, end her ved hegnet til pløjemarken. Og jeg mærker, som dagen for mit besøg på skolen, lakker mod enden, en stærk følelse af at være blandt mindretallets eksperter. 

Mindretalspolitik er ikke bare fredspolitik, ikke bare kultur og sprogpolitik, men i høj grad også uddannelsespolitik. Uddannelse. Ausbildung. Ordene er et spejl.