Tilbage til nyhedsliste

Lysfest markerer Danmarks befrielse i en urolig tid

29. april 2026

81-året for Danmarks befrielse har desværre fået ny aktualitet. Haderslev Lysfest markerer kampen for fred mandag den 4. maj i en tid, hvor verden er præget af krig og konflikter. 

Haderslev Kaserne danner igen ramme om Haderslev Lysfest, der markerer Danmarks befrielse i 1945.

Haderslev Kaserne danner igen ramme om Haderslev Lysfest, der markerer Danmarks befrielse i 1945.

Foto: Haderslev Kommune

Af Alexander Leicht Rygaard

Der er krig i Europa, og derfor er der atter god grund til at rette fokus på budskaber om fred. 

Det gør den traditionsrige Lysfest i Haderslev, der mandag aften den 4. maj markerer 81-året for Danmarks befrielse fra det nazistiske Tyskland i 1945.

“Når vi samles om Lysfesten og markerer befrielsen, minder vi hinanden om, at fred, frihed og forsoning kræver både opmærksomhed og fællesskab. I en tid, hvor verden opleves mere urolig, bliver det endnu vigtigere at holde fast i de grundlæggende værdier, som vores demokrati er bygget på,” siger Mads Skau (V), borgmester i Haderslev Kommune, i en pressemeddelelse. 

Markeringen samler tusindvis af mennesker først på torvet ’Gravene’ og senere ved Haderslev Kaserne, hvor lysene tændes og den gamle BBC-meddelelse ’Frihedsbudskabet’ fra 1945 afspilles.

Årets lysfesttaler er Kenneth Pedersen, direktør for Beredskabsstyrelsen. Sangerinden Johanna Løhde og violinist Alexandru Radu fra Sønderjyllands Symfoniorkester står sammen med Slesvigske Musikkorps for de musikalske indslag under markeringen. Oberst Kåre Jacobsen, chef for Slesvigske Fodregiment, står for velkomsten. 

“Friheden blev ikke givet – den blev sikret af mennesker, der tog ansvar. Det gør den stadig i dag”, siger Kåre Jacobsen.

På programmet er også det traditionelle fakkeloptog gennem byen, kranselægning, fællessang, og mindegudstjeneste.  

Haderslev Lysfest er blevet afholdt siden 1950 for at markere Danmarks befrielse fra det nazistiske Tysklands besættelse, der varede fra den 9. april 1940 til den 4. maj 1945 under Anden Verdenskrig.

Befrielsen markeres bl.a. også i Frøslevlejren nær Padborg, hvor Ole Blædel, journalist og forfatter, vil holde tale, samt i Tivoli i København, hvor der også vil være fakkeloptog ledt an af Tivoli-Gardens Musikkorps.

Se hele programmet på hjemmesiden for Haderslev Lysfest 2026.