Ny kantate for Nordens apostel hylder det forgæves

Af Poul Struve Nielsen

Så nærmer vi os 1200-års festen for Ansgars komme til Norden. 

Benediktineren, missionæren og senere ærkebiskoppen, som siden er blevet kaldt ’Nordens apostel’, kom til Norden med kong Harald Klak, som havde ladet sig døbe i 826 og håbede med frankisk hjælp at kunne genvinde magten i Danmark.

Harald Klaks mission mislykkedes. Ansgars bestræbelser bar først frugt mange år senere. Men han fik lov at bygge en kirke i Hedeby og én i Ribe omkring år 850, og siden Vikingetiden har Jellingstenen stået som et vidnesbyrd om, at den danske kong Harald Blåtand var den mand, der omkring år 965 kristnede danerne. 

Men Ansgar begyndte, og han forsøgte. 

Derfor er der nu med finansiering fra alle landets stiftsråd og Alving Fonden, som administreres af Grænseforeningen, lavet kantaten (eller korværket) ’Den signede dag’ i anledning af 1200-året for Ansgars komme. 

Kantaten er udgivet af Folkekirkens kororganisation, Korliv, og uropføres i Haderslevs Domkirke nu på søndag den 10. maj kl. 15.00. Den opføres samtidig i andre kirker i Danmark. I den danske kirke i Flensborg, Helligåndskirken, sker det samme dag klokken 16.00. 

Musikken i kantaten er skrevet af komponist Christian Præstholm, og teksten er skrevet af salmedigter Iben Krogsdal.

Hun lægger meget vægt på, at Ansgars mission sådan set var forgæves. Men at hans kamp alligevel i længden bar frugt.

”Dér, hvor jeg kunne hente noget kraft og skrive videre på Ansgar, var dér, hvor man kunne skrive det som en forgæves fortælling. Der er så meget, der forekommer at være forgæves”, siger hun.

På Kirkedagen for Dansk Kirke i Sydslesvig, som blev holdt på A.P Møller Skolen i Slesvig søndag den 3. maj, nævnte biskop Marianne Christiansen, Haderslev Stift, at kirkeårets fjerde søndag efter påske også fra gammel tid hedder ’Cantate’ søndag. Det er latin for begyndelsen af samle 98 i Det Gamle Testamente ’Syng en ny sang for Herren.’

Inspiration

En kantate er også betegnelsen for et større musikstykke for kor, solosangere og orkester, typisk komponeret til en bestemt, højtidelig lejlighed.

”Kantaten er Folkekirkens fælles fejring. Sammen med den fælles gudstjeneste i Ribe anden pinsedag udgør den det fælles monument, Folkekirken sætter i anledning af 1200-året for Ansgar,” siger Marianne Christiansen.

”Vi kan hente inspiration, hvis vi står i en politisk vanvittig situation, hvor alt virker forgæves og håbløst. For mig blev fortællingen om Ansgar til en påmindelse om, at man skal blive ved. Det at være kristen er ikke at sige: ”Det her er forgæves, nu opgiver jeg”. Der har altid være meget i livet, der er forgæves. Der er meget, man ikke kan, men vi skal prøve at gøre det alligevel,” fortæller Iben Krogsdal om sit arbejde med kantaten. 

Det kan jo minde om den danske befolknings situation i grænselandet. 

I årene efter 1864 virkede kampen for Sønderjylland om at vende tilbage til Danmark forgæves. I 1920 lykkedes det, og vi blev genforenet.

Det kan også minde om mindretallene i grænselandet og deres kamp for at blive accepteret af flertallene. Under Anden verdenskrig og årene efter virkede det som en forgæves kamp. København-Bonn Erklæringerne i 1955 skabte rammerne for en forsoning, så man gik fra at arbejde mod hinanden til med hinanden og i dag for hinanden.

”Det handler om både at se mørket i øjnene, se sin tid i øjnene, tage de kampe, man nu har pligt til at kæmpe; at gøre en hel masse forgæves og hele tiden tro på livet og have tillid til, at det ender godt”, siger Iben Krogsdal.

Grundtvig

’Den signede dag’ er en bekendt titel. Det er en smuk salme af N.F.S. Grundtvig, som han skrev i anledning af 1000-året for Ansgars komme. Salmen er også udgangspunktet for den nye kantate.

”I 1826 fejrede man med en kæmpestor fest apostlens og kristendommens komme til Danmark. Grundtvig skrev ’Den signede dag,’ men den blev ikke brugt til jubilæumsfesten, Grundtvig var ikke blevet ’in’ dengang. Men han skrev salmen ovenpå en gammel dagsvise. Det var en vise fra sidst i 1500-tallet, som han meget loyalt digtede videre på,” fortæller Iben Krogsdal.

Hun fortæller, at det er meget anvendt i salmedigtning at digte videre på andres tekster. Det gjorde Grundtvig selv, det har Iben Krogsdal gjort ofte, og i anledning af 1200-året for Ansgars komme har hun nu i kantaten gjort det med Grundtvigs ’Den signede dag med fryd vi ser.’ Komponisten Christian Præstholm har også forholdt sig til både ældre salmer og traditionen.

”Det er i den grad noget af en kulturarv at tage på sig. Og det er en fuldstændig vidunderlig salme. Den står i sin helt egen ret og skal blive ved med at blive sunget. Men jeg har ladet mig inspirere til at skrive en ny salme, som kan synges på melodien til Grundtvigs,” fortæller hun.

Her er et enkelt vers fra kantaten til at give en fornemmelse af sproget i Iben Kongsdals og Christian Præstholms kantate om lysets og Jesus komme til vores del af verden:

Utroligt at lys fra det fjerne

har nået præcis vores jord

og satte en underlig stjerne

på himlen det vågnende sted hvor vi bor

På den sydslesvigske kirkedag søndag den 3. maj tog biskop Marianne Christiansen også udgangspunkt i, at det er 1200 år siden, Ansgar begav sig mod Slesvig og Hedeby.

”Ansgar-jubilæet giver også anledning til, at vi spørger: Hvad fejrer vi? Hver gang, vi holder jubilæum, er det på tide at se historien på nye måder. Denne gang er det ikke så meget den kristne triumf eller den nationale betydning, vi fejrer. Men sangen markeres fællesskabet, hvor vi alle kan være med. Sangen er en god måde at samles på,” siger Marianne Christiansen.

Hun tilføjer, at da Ansgar kom, har han nok ikke kunnet sproget. Ikke det danske i hvert fald.

”Nogle kunne måske forstå, men for mange danere har sangen, lyden af den gregorianske sang og kirkeklokken, været det første møde med kristendommen,” tilføjer hun.

Genklang

Grundtvigs salme vækker en særlig genklang i lyset af en artikel i magasinet Grænsen, som Grænseforeningen udgiver, om de danske børn, der så ulykkeligt blev ofre for et bombeangreb mod Flensborg i 1943. 

Til deres fælles begravelse sang man det sidste vers af salmen, der begynder med ordene ’så rejse vil vort fædreland.’ I den sammenhæng i den ulykkelige situation, hvor familierne og mindretallet sørgede over, at så små børn på så urimeligvis var frarøvet livet.

”Da Grundtvig skrev salmen i 1929 har udtrykket ’fædrelandet’ nok ikke haft national betydning, for det var under helstaten, men det peger også på det fælles hjem i Himlen. Men hver tid finder noget at fortolke sig ind i. Vi har forskellige lag af erindringer i os,” siger Marianne Christiansen.

Iben Krogsdal siger om det sidste vers i Grundtvigs salme:

”Det er også det vers, der handler om opstandelse og livet efter døden. Det er dér, man sidder med venner i lys og taler. Det er håbets vers, der hvor livet og opstandelsen kommer ind.”

Iben Krogsdal vil ikke udelukke, at fædrelandet kunne have haft en dobbelt betydning i den ulykkelige situation i Flensborg i 1943.

”Det handler om vores ophavsland. Man kan måske godt som sønderjyde og sydslesviger lægge noget mere ind i fædrelandet”, siger hun.

En del af kantaten står også fint selvstændigt som salmen Det stråler igen om jordens rand, hvor Iben Krogsdal har samlet fortællingen om Ansgar og lader den møde vores egen tids mørke, mod og muligheder. 

I Helligåndskirken i Flensborg er det nu på søndag den 10. maj organist Stephan Krueger, der spiller og dirigerer kirkens kor under opførelsen af kantaten. Præst Mai-Britt Josephsen Knudsen er liturg.

Desuden højtideligholdes 1200-året for Ansgars komme med en ’Ansgar Camino’, en hellig vandring, som udgår fra Hedeby nær Slesvig den 13. maj og når frem til Ribe den 22. maj.