Unge sydslesvigere deltog i Folkemødet for første gang
10 elever fra 8. klasse på Cornelius Hansen-Skolen i Flensborg var i forrige uge på Bornholm for at opleve Folkemødet. De sydslesvigske elever var inviteret med af Gentofte Ungdomsskole, og de fik sig en spændende oplevelse.
8. klasse på Cornelius Hansen-Skolen i Flensborg var med på Folkemødet Bornholm.
Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen
Af Alexander Leicht Rygaard
Det danske mindretal i Sydslesvig havde i år ikke sit eget telt til Folkemødet Bornholm, men det betød ikke, at der ikke var unge sydslesvigere med til den store demokratifestival i Allinge.
10 elever fra det danske mindretals skole i det nordlige Flensborg, Cornelius Hansen-Skolen, var nemlig blevet inviteret med til Folkemødet af Gentofte Ungdomsskole gennem Erasmus+, der er EU’s program for uddannelse, ungdom og idræt.
”Eleverne har været vildt begejstrede”, fortæller Michael Kopf, der sammen med Bente Pickardt var med som lærere på turen.
Der var også 10 elever med fra Gentofte Ungdomsskole, og sammen har eleverne undersøgt, om der er forskel på demokratiforståelsen nord og syd for grænsen. De har selvfølgelig også været rundt og se en masse debatter, og om fredagen havde de ansvaret for en kreativ stand ved Ungdommens Scene. Her kunne forbipasserende unge lave badges og komme med deres bud på, hvordan samfundet kan blive bedre for unge.
”Jeg synes, det har været meget interessant og inspirerende. Jeg synes også, det er sejt, at vi kan lave noget kreativt, og at vi kan høre en masse kloge ting”, siger Ida Christiansen, der er elev på Cornelius Hansen-Skolen.
”Det er en kæmpestor festival, og jeg er meget glad for, at jeg har fået den her oplevelse og mulighed. Jeg har hørt om demokrati og klima, og det har gjort stort indtryk på mig, og jeg synes bare, at det er megafedt”, lyder det fra elev Hannah Ritter fra Cornelius Hansen-Skolen.
Udviklingskonsulent Emma Rix Tversted fra Gentofte Kommune, lærer Michael Kopf fra Cornelius Hansen-Skolen, lærer Tina Brønd Rasmussen fra Gentofte Ungdomsskole og lærer Bente Pickardt fra Cornelius Hansen-Skolen.
Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen
En tro på demokratiet
Eleverne har boet på Gentofte Kommunes feriekoloni, der ligger på Bornholms østside ved Snogebæk tæt på skønne sandstrande. Her er det bl.a. blevet til flere rundboldkampe, hvor det viste sig, at man syd for grænsen løber med uret rundt, mens det modsatte er tilfældet i Danmark.
Tina Brønd Rasmussen, lærer på Gentofte Ungdomsskole, er glad for, at det lykkedes at samle elever nord og syd for den dansk-tyske grænse på Bornholm til Folkemødet. Hun fortæller, turen også handler om at opleve demokratiet i praksis.
”Eleverne får en forståelse af og en tro på, at det nytter noget med demokrati og med dialog og med at give sin mening til kende. At der er plads til alle her”, siger hun.
Forbindelsen mellem Sydslesvig og Gentofte er ikke ny. Henrik Jørgensen, lærer på Gentofte Skole, har flere gange haft klasser med på besøg i Flensborg, bl.a. hos Cornelius Hansen-Skolen.
”Det er en forbindelse, vi har lukreret på. Men vi er nye i det her og træder i nye sko, kan man sige. Det synes jeg også giver en styrke, at vi kan sige, at vi finder ud af det sammen”, siger Tina Brønd Rasmussen.
Flere ligheder end forskelle
Emma Rix Tversted deltog også i turen som udviklingskonsulent i Gentofte Kommune med ansvar for kommunens Erasmus+-projekter. Hun er positiv om deltagelsen på Folkemødet.
”Det giver de unge en mulighed for at komme ud og se, hvordan man kan tage aktiv del i demokratiet og se, hvordan de kan få indflydelse på noget. De møder en masse andre unge, som engagerer sig, og så møder de en masse, som de måske kun har set på tv. De kan også stikke hovedet ind i et telt og høre en talk om noget, de måske ikke lige havde regnet med, de skulle fra morgenstunden af”, siger hun.
”Samarbejdet på tværs af grænsen giver os mulighed for at få øje forskellene, men i lige så høj grad på lighederne. Det viser sig, at, at det ikke er så anderledes, om man kommer fra Sydslesvig, eller om man kommer fra Gentofte”, siger Emma Rix Tversted.
Flere nyheder: