Tilbage til nyhedsliste

Sønderjysk forfatter udgiver episk slægtsfortælling

14. august 2026

Den sønderjyske forfatter Erling Jepsen er klar med en ny roman, der skildrer hans families historie på tværs af den dansk-tyske grænse. ’Min mor og Doktor Goebbels’ udkommer fredag den 28. august.

Erling Jepsen er en af syv kunstnere, der netop har modtaget Statens Kunstfonds livsvarige hæder.

Erling Jepsen er en af syv kunstnere, der netop har modtaget Statens Kunstfonds livsvarige hæder.

Foto: Robin Skjoldborg

Af Redaktionen

’Min mor og Doktor Goebbels’ er navnet på Erling Jepsens nye roman, der udkommer fredag den 28. august. 

Som titlen antyder, har Erling Jepsens mor en central rolle i bogen, der strækker sig over flere generationer og udfolder sig som en episk slægtsfortælling. Det var et manglende kendskab til dele af moderens liv, der var udgangspunktet for bogen. 

”Min mor levede i skyggen i familien, da jeg voksede op. Hun var nærmest usynlig. Jeg vidste kun lidt om hende, som at hun f.eks. havde tilbragt meget af sin barndom og ungdom i 1920’erne, 30’erne og 40’erne. Men det måtte vi ikke spørge til, mens min far levede. Det var ”synd for min mor”, sagde han uden at forklare hvorfor. Far døde 2001, og så følte jeg, at jeg skulle have fart på, for jeg havde en brændende længsel efter at forstå noget. At forstå min mor. Inden det var for sent”, siger Erling Jepsen i en pressemeddelelse. 

På den måde står den nye roman i modsætning til Erling Jepsens tidligere romaner. Den er mere alvorlig, mere vemodig og mere eftertænksom og ærlig. 

”Det passede ikke til historien med det hokuspokus, jeg ellers godt kan li’. Og det føltes heller ikke nødvendigt”, siger Erling Jepsen.

Ifølge pressemeddelelsen fik Erling Jepsen sin mor til at fortælle, mens han tog noter og gentagende hældte op af kirsebærvin. Romanen er inspireret af virkelige hændelser, der skete for hans mor, hans tyske mormor og danske morfar m.fl. før, under og efter de to verdenskrige.

At romanen først udkommer 25 år efter, at Erling Jepsen fik talt med sin mor, skyldtes, at historien skulle modnes i ham. Og i 2024 nåede han frem til, at nu var det nu. Nu ville han skrive noget, der var særligt vigtigt for ham. Noget, der ville kræve, at han skrev en historisk roman. 

”Begge dele udfoldede sig heldigvis. Og det har været dybt tilfredsstillende at få min mor, som døde i 2007, ud af skyggen. Hun fortjener at blive hørt og set. At få oprejsning, forståelse og tilgivelse”, siger han. 

Erling Jepsen debuterede som dramatiker i 1977 med radiospillet ’Kiks med kniv og gaffel’og op gennem 1980’erne og 1990’erne skrev han en lang række skuespil i krydsfeltet mellem tragik og komik. I 1999 udkom hans første roman, ’Ingen grund til overdramatisering’, der også er præget af det tragikomiske. 

Erling Jepsen fik sit folkelige gennembrud i 2002 med romanen ’Kunsten at græde i kor’, som i 2007 blev filmatiseret med skuespiller Jesper Asholt i en af hovedrollerne. Han står også bag romanen ’Erna i krig’ fra 2018, som i 2020 blev filmatiseret med Trine Dyrholm i hovedrollen. Fortællingen centrerer sig om karakteren Erna Jensen, der under Første Verdenskrig må drage i krig forklædt som tysk soldat for at redde sin enfoldige søn fra skyttegravskrigen.

Erling Jepsen modtog tidligere på året Statens Kunstfonds livsvarige hæder. 

”Erling Jepsens banebrydende forfatterskab tæller både dramatik, herunder radiospil og tv-spil, og romaner i krydsfeltet mellem tragik og komik. Siden debuten i 1977 har Jepsen taget livtag med tabubelagte emner, ligesom han gav sig i kast med autofiktionen et årti før, at den blev etableret som en dominerende genre i nordisk litteratur”, skrev Statens Kunstfond i april.

Næste nummer af magasinet Grænsen, der udkommer den 30. august, bringer et større interview med Erling Jepsen. Interviewet tager udgangspunkt i den nye roman samt nogle af de store romaner, han har skrevet, som er blevet filmatiseret. 

Erling Jepsen, der er født i Gram i Sønderjylland, fyldte 70 år den 14. maj 2026.