Tilbage til nyhedsliste

Anlægsstøtte for 2025 udskudt

20. december 2024

Sydslesvigudvalget forventer et reelt samarbejde på tværs mellem de sydslesvigske foreninger.

Sydslesvigudvalget har besluttet at udskyde en eventuel tildeling af anlægsstøtte i 2025. 

I en pressemeddelelse udsendt fredag begrundes beslutningen med, at udvalget finder det nødvendigt, at de sydslesvigske foreninger udviser reel vilje til at samarbejde på tværs, særligt i forhold til administrative opgaver.  

”Dette for at sikre en bedre sammenhæng mellem foreningernes tilskudsbehov og de økonomiske rammer som bl.a. Sydslesvigudvalget stiller til rådighed. Der er ikke taget indholdsmæssig stilling til de modtagne ansøgninger på nuværende tidspunkt. Forventningen er, at der nu bliver sat gang i et seriøst og grundigt arbejde, der fører til konkrete samarbejdstiltag. Det er også udvalgets forventning, at arbejdet vil være afsluttet inden 1. juli 2025”, hedder det i pressemeddelelsen. 

Herefter vil udvalget genoverveje, om der er grund til at udmønte en pulje til anlægstilskud i efteråret 2025.  

Der bliver heller ikke uddelt projektstøtte i år. Ifølge pressemeddelelsen har Sydslesvigudvalget i november 2024 gennemført en åben ansøgningsrunde, hvor der var mulighed for at søge om tilskud til tidsbegrænsede projekter. Sydslesvigudvalget har besluttet ikke at imødekomme nogle af de modtagne ansøgninger.