Danmarks største cykelløb kommer til grænselandet
Årets udgave af cykelløbet Post Nord Danmark Rundt, der køres 10.-14. august 2021, lægger vejen forbi det dansk-tyske grænseland og besøger bl.a. Tønder og Sønderborg.
PostNord Danmark Rundt-feltet kommer i 2021 til det dansk-tyske grænseland. På billedet ses feltet ved målstregen i Vordingborg på tredje etape i 2018. Belgiske Tim Merlier vandt etapen.
Foto: Thomas Sjørup
Danmarks største cykelløb, Post Nord Danmark Rundt, besøger i år det dansk-tyske grænseland. Det står klart, efter at løbets fem etaper blev præsenteret virtuelt i går, onsdag den 3. marts, af Danmarks Cykle Union og projektchef for Post Nord Danmark Rundt, Frank Hyldgaard.
Det er løbets 2. og 3. etape, der har udgangspunkt i grænselandet. 2. etape begynder i domkirkebyen Ribe og tager herefter feltet sydpå over Skærbæk og langs Vadehavet til Højer, hvorefter turen går mod øst langs den dansk-tyske grænse. Her kommer feltet bl.a. forbi Tønder, Schackenborg Slot, Padborg, Kruså og Gråsten, inden en rundstrækning i Sønderborg med opløb mod Dybbøl Mølle udgør etapens afslutning.
Det glæder Erik Lauritzen (S), borgmester i Sønderborg Kommune, at der igen skal køre cykelløb i Sønderborg, der senest var målby i Post Nord Danmark Rundt i 2016.
”Vi glæder os rigtig meget over, at Post Nord Danmark Rundt igen har valgt Sønderborg som målby. Sønderborg-området et godt sted at køre cykelløb med den beliggenhed, den natur og de rammer, vi kan tilbyde”, siger Erik Lauritzen i en pressemeddelelse.
Løbets 3. etape har sin begyndelse i Tønder og leder bl.a. feltet forbi Løgumkloster, Agerskov, Vojens og Vamdrup, før det hele skal afgøres i Vejle.
Også i Tønder Kommune er der begejstring over, at Danmarks største cykelløb kommer til egnen. Det er første gang i løbets 30-årige historie, at Tønder er blevet udvalgt som målby.
”Det er virkelig glædeligt, og det vil være med til at sætte Tønder Kommune på landkortet, og vi får en rigtig god mulighed for at vise store dele af vores kommune frem. Der er jo et kæmpe set up omkring sådan et cykelløb, og der er stor opmærksomhed omkring det”, siger borgmester Henrik Frandsen (Tønderlisten) i en pressemeddelelse.
Med afslutningen i Sønderborg på 2. etape får Sønderborg Kommune mulighed for en generalprøve forud for 2022, hvor Tour de France-feltet er planlagt til at lægge vejen forbi i forbindelse med den danske Tour-start. Det forklarer viceborgmester i Sønderborg, Stephan Kleinschmidt (Slesvigsk Parti), i en pressemeddelelse.
”Da en stor del af ruten i kommunen køres på samme strækning, så vil vi få en masse erfaringer og data fra cykelløbet i år, som vi kan tage med i arbejdet med at gøre klar til 2022, hvor vi tager steppet op og er en del af verdens største cykelløb, når Tour de France kommer til Sønderborg den 3. juli 2022”, siger Stephan Kleinschmidt, der også er formand for byrådets udvalget for kultur, idræt, handel og turisme.
Post Nord Danmark Rundt 2021 køres fra 10.-14. august og vil have deltagelse af 20 hold med i alt 140 ryttere, der skal gennemføre 780 kilometer på de danske veje. Løbet begynder i Struer og slutter med enkeltstart på Frederiksberg.
Post Nord Danmark Rundt blev i 2020 aflyst på grund af coronapandemien. Her var det planen, at Flensborg skulle have været startby for løbets tredje etape i anledningen af 100-året for Genforeningen og den dansk-tyske grænsedragning.
Flere nyheder: