”Det handler om at være tæt på medlemmerne”
Hanne Sundin, der er ny direktør for Grænseforeningen fra 1. marts, vil arbejde for at være tæt på Grænseforeningens medlemmer. Det siger hun i et interview med Flensborg Avis onsdag.
Hanne Sundin er ny direktør for Grænseforeningen pr. 1. marts 2022.
Foto: Privat
Den 41-årige Hanne Sundin, der er tidligere projektchef og chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening og i Dansk Industri, glæder sig til at kunne begynde som direktør for Grænseforeningen pr. 1. marts. Og hun regner med at kunne gøre god brug af sine erfaringer fra industriens verden i sit nye job.
Det siger Hanne Sundin til Flensborg Avis onsdag.
”Noget af det, jeg har understreget i min ansættelsessamtale, har netop været, at min fortid i Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri er i foreninger, hvor det som i Grænseforeningen handler om at være meget tæt på medlemmerne”, siger hun til avisen og understreger, at Grænseforeningens slogan ’For en åben danskhed’ spejler hendes eget udgangspunkt.
”Jeg finder det ekstremt meningsfuldt at have et job, hvor vi kan være med til at påvirke omverdenen med det for øje”, siger hun til avisen.
Hanne Lundin siger til Flensborg Avis, at hun glæder sig til at skulle stå i spidsen for en proces, som udpeger kursen for Grænseforeningens andet århundrede.
”2020-fejringen gik lidt i vasken som følge af corona. Men nu ligger det åbne spørgsmål i foreningen om, hvad det det næste århundrede skal byde på. Det skal der sættes ord på. Det skal der udarbejdes en strategi for, og her føler jeg, at jeg kan bidrag med noget fra mine andre job”, siger hun til avisen.
Hanne Sundin, der er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet, stammer fra Ebberup på Fyn, hvor hendes forældre var lærere. Hun bor på Frederiksberg og er mor til to drenge, Laurits på 15 og Alfred på 11, og fraskilt.
Hanne Sundin afløser Knud-Erik Therkelsen, der går på pension den 28. februar 2022 efter 18 år som generalsekretær i Grænseforeningen.
Læs hele interviewet med Hanne Sundin, der er ny direktør for Grænseforeningen pr. 1. marts, i Flensborg Avis her.
Magasinet Grænsen nr. 2, der udkommer 11. april, bringer et stort interview med Grænseforeningens nye direktør.
Flere nyheder: