Tilbage til nyhedsliste

Ditte Louise Weldingh er ny generalsekretær i Grænseforeningen

31. juli 2026

Grænseforeningen har ansat Ditte Louise Weldingh som ny generalsekretær pr. 1. august 2026.

Ditte Louise Weldingh er ny generalsekretær i Grænseforeningen pr. 1. august 2026.

Ditte Louise Weldingh er ny generalsekretær i Grænseforeningen pr. 1. august 2026.

Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Af Alexander Leicht Rygaard

Grænseforeningen har valgt sin nye generalsekretær. 

Valget er faldet på Ditte Louise Weldingh, der kommer med lang ledelseserfaring fra NGO-verdenen.

”Jeg er rigtig glad og stolt over at blive en del af Grænseforeningen som ny generalsekretær. Grænseforeningen er en vigtig forening i Danmark, som udfylder en særlig kulturhistorisk plads. Grænselandets mindretal og den sameksistens, der er blevet opbygget, er et forbillede for resten af verden. Jeg ser frem til at lære medlemmer, medarbejdere og samarbejdspartnere at kende”, siger hun. 

55-årige Ditte Louise Weldingh er uddannet biolog fra Syddansk Universitet og har en master i Socialt Entreprenørskab fra Roskilde Universitet. Hun begyndte sin lederkarriere som souschef i Danmarks Akvarium (senere Den Blå Planet) i 2006 og har siden bestridt lederroller i bl.a. Teach First, Vestforbrænding og senest Sammen på Tværs, hvor hun var direktør. 

”Jeg kommer med en lang ledelseserfaring, også i forhold til at udvikle organisationer og arbejde værdibåret. Medinddragelse er vigtigt for mig, og jeg tror på, at vi får et bedre resultat ved at inddrage relevante lokalforeninger og samarbejdspartnere og have blik for målgruppers behov. Jeg går til opgaven som ny generalsekretær med stor respekt for Grænseforeningens historie og ser frem til at bidrage til den fortsatte udvikling af foreningens vigtige arbejde”, siger hun.

Ditte Louise Weldingh er født i København, men opvokset i Sundeved tæt på Dybbøl i Sønderjylland.

”Min barndom har givet mig et nært forhold til grænselandet. Jeg kender historien og mindretallene, men det er selvfølgelig mest det tyske mindretal, jeg har været i berøring med, fordi jeg er opvokset på den danske side af grænsen. Mine forældre bor stadig i Sundeved, og jeg holder meget af at gå tur langs skanserne ved Dybbøl”, fortæller Ditte Louise Weldingh, der i dag bor på Amager.

Ditte Louise Weldingh kender også lidt til, hvordan det er at være dansk i Tyskland. Hun har boet i Freiburg i det sydlige Tyskland i syv år, hvor hun bl.a. gjorde sit speciale færdigt og arbejdede på et naturhistorisk museum.

”Det har givet mig en god forståelse for samspillet mellem dansk og tysk sprog og kultur. Det rejste også mange naturlige spørgsmål i forhold til vores børn. For skulle vi nu læse godnathistorie på tysk? Det var en interessant tid”, siger hun.

Ditte Louise Weldingh tiltræder som ny generalsekretær i Grænseforeningen den 1. august 2026.