Tilbage til nyhedsliste

Europamesterskaber spilles i Danmark

8. december 2025

I 2026 bliver Tønder rammen om EM i faustball. Det tyske mindretal i Sønderjylland er arrangører.

EM i Faustball afholdes i 2026 i Tønder. Det tyske mindretal i Sønderjylland er arrangører.

EM i Faustball afholdes i 2026 i Tønder. Det tyske mindretal i Sønderjylland er arrangører.

Foto: Ines Weber

Af Poul Struve Nielsen

Danmark er vært for et Europamesterskab til næste år. Det sker ikke så tit, men den 12.-15. august 2026 afgøres det i Tønder, hvilket herrehold der er Europas bedste.

For første gang i faustballsportens historie afholdes et Europamesterskab for mænd i Danmark. Nu vil mange spørge: Faustball, hvad er det? På de internationale plakater annonceres der for ’Men’s Fistball European Championship’. Til dansk kan det oversættes ’nævebold.’

Der spilles over et bånd, lidt som vi kender det fra volleyball, hvor der spilles over et net. Men faustball er et meget anderledes, særdeles tempofyldt og teknisk krævende spil, for man slår ikke til bolden med håndfladerne. Det er kun næverne, der må tages i brug. 

Selv de dygtigste spillere kan komme til se komiske ud, hvis de rammer en smashbold forkert, så den ryger langt op i luften og ud over baglinjen. I modsætning til volleyball, gives bolden op helt fremme ved nettet og ikke fra baglinjen. 

Her er et uddrag af beskrivelsen af spillet fra hjemmesiden for EM: 

”Båndet må hverken røres af spillerne eller bolden. Hvert hold består af fem spillere. Målet er at afværge modstanderens angreb og at spille bolden tilbage på den anden banehalvdel. I modsætning til volleyball kan bolden i Faustball kun spilles med én arm. Derudover kan bolden hoppe én gang på jorden pr. spiller, som i tennis. Hvert hold må røre bolden tre gange, hvorved ingen spiller må røre bolden to gange.”

Alt sammen betyder det, at boldene kommer hurtigere, og at spillerne skal bevæge sig mere rundt på banen, bevægelserne er hurtige, og det er faktisk også et meget taktisk spil.

Hvor ligger så den nærmeste faustball-klub? Jo længere du kommer fra grænsen til Tyskland, jo længere er der. I Danmark er det kun det tyske mindretal i Sønderjylland, der spiller faustball, og der er ikke spillere nok til at have en nationalturnering i Danmark. Turneringsholdene må krydse grænsen og spille sydpå.   

I Tyskland, som er faustball-spillets tyske moderland, er der cirka 30.000 udøvende spillere, og det sønderjyske ’Æ Mannschaft’ eller ’Team Nordschleswig’ ligger godt til i ’der Schleswig-Holsteinliga’ her i vintersæsonen, som er indendørs, kan man læse på sportssiderne i Der Nordschleswiger.

Når der spilles EM, er det også Æ Mannschaft, som trækker i de rød-hvide dragter og udgør det danske landshold. 

”Vi fra Team Nordslesvig / Team Denmark Faustbold er stolte af at kunne byde Faustballeuropa velkommen i Tønder og bringe vores sport tættere på vores region gennem dette event. Dette EM skal være en succesoplevelse for alle – for holdene gennem optimale betingelser, for besøgende med et spændende udvalg af sport, kulinariske oplevelser og kultur, og for faustboldsporten som helhed, der skal stå som den samlede vinder af dette EM. Vi er motiverede og glæder os helt vildt”, skriver Æ Mannschaft på hjemmesiden for turneringen.

I 2023 holdt man en lille generalprøve, da det tyske mindretal i Sønderjylland var værter for det indendørs U19 EM i faustball i Grænsehallerne i Kruså.

Arrangementet forløb rigtig godt. Ved den lejlighed fortalte Thore Naujeck, en af spillerne fra Æ Mannschaft, til magasinet Grænsen om spillet, at det i Tyskland ofte er i de mindre byer, sportsgrenen blomstrer.

“Det har typisk været en skoleinspektør, der er interesseret i spillet og har introduceret det. De har gode hold i byer som Ahlhorn, Brettorf og Kellinghusen.”

I Danmark, fortalte han, er det lidt en identitetssport for det tyske mindretal, som kan spejle deres nationale identitet i en sport, som har tyske rødder, og som ikke mange andre dyrker. Der er også dansksindede sønderjyder, som spiller med efter at have stiftet bekendtskab med sporten gennem tysksindede venner.

Hvem er så favoritter til EM-titlen? Ja, i faustball gælder den engelske fodboldspiller Gary Linekers filosofi. Det er bare at ændre navnet på sportsgrenen, og nedjustere antallet af spillere fra 11 på holdet til fem, så man kan sige: Faustball er et simpelt spil, hvor 10 spillere løber rundt og slår med næverne til en bold,  og Tyskland vinder altid til sidst.

Tyskland er helt dominerende. Men der er også gode hold fra blandt andet Østrig og Schweiz, og der er hold fra andre lande med tyske mindretal end Danmark, for eksempel Italien, hvor spillerne kommer fra Sydtyrol. 

EM afholdes i BankParken i Tønder. Billetsalget har været i gang siden den 1. december, og der kan godt være rift om billetterne; turneringen spilles jo ikke langt fra den tyske grænse.